J. J. Cale From Tulsa and back

Officiel trailer fra YouTube

I går nød jeg at se musikdokumentaren fra 2005 From Tulsa and back om den legendariske guitarist, sanger og sangskriver J. J. Cale, der er født i 1940 i Tulsa, Oklahoma. Filmen var formet som en reportagefilm fra en af hans turneer i det vestlige USA, hvor han også i første omgang vendte tilbage til sin hjemby. Vi kom så også videre vest på til Californien, Nevada, og Colorado, og kameraet indfangede en hel del af de uspolerede landskaber i disse områder.
Cales musik er lige så uspoleret af kommercielt ræs og leflen. Han hører til hvad vi i dag kalder americana, musik med rødderne plantet i den amerikanske folklore i en eller flere afskygninger. Cale har helt tydeligt både blues, country, jazz og rock'n'roll med i sin bagage, men hans stil er helt hans egen. Den er minimalistisk, præget af enkelhed, det engelske ordsprog less is more passer perfekt til hans musik. Selv når der er et hornarrangement på er det gjort diskret og uden kraftige blæs. Derfor har ham og hans band også blevet beskyldt for ikke at kunne spille, men har man lyttet til nogle af de sublime soloer Cale selv kan lave på sin guitar og hans musikere - som han har holdt fast ved i hele sin karriere - på deres respektive instrumenter, så har man hørt, at det kan de godt. Den minimalistiske stil er et bevidst valg og netop fordi den er er så bevidst enkel og uden voldsomme armsving, der lefler for nogen instinkter, river den med og griber om hjertet.
I denne dokumentar får man også indblik i, hvem han er som person, og ingen tvivl, han er som sin musik, ligefrem og menneskelig og støvsuget for primadonnanykker. Hans musikere, pladeproducer og hans søster fortalte også mange interessante ting om ham, og han var tydelig afholdt. Desuden medvirkede Eric Clapton, der var med til at gøre Cale berømt i starten af halvfjerdserne, da han indspillede hans sang After Midnight på sin første solo-lp. Han fortalte om Cales betydning for sit spil og en ganske sjov historie om, at han selv havde spillet på scenen med sit amerikanske forbillede uden at opdage, at det var After Midnight de spillede. Det skal også her nævnes, at selveste Mark Knopfler også har taget meget ved lære af J. J. Cale.
Man fik også prøver på ham som solist på akustisk guitar, hvor han viste, at han også mestrede den moderne fingerpicking. Han mestrer flere stilarter på guitaren, som han kan indlemme i sin musik på sin egen måde.
Ingen tvivl, J. J. Cales fans vil elske denne film, men jeg tror også, at den kan fungere som en udmærket intro for nye lyttere, der ikke kender denne moderne trubadur. Han er værd at lytte til, og denne dokumentar er værd at se.