Pædagogik og guitarspil

For nylig læste jeg i en af de guitar-nyhedsmails, som jeg abbonerer på, at nr. 1 faldgrube, som skal undgås når man vil til at lære at spille improviserede soloer, det er at begynde med at lære alle skalaerne. Det er kedeligt og snart vil guitareleven miste interessen.
Det er sandt nok, jeg har selv som ´purung guitarspiller forsøgt det på den måde. I mailen blev det som alternativ foreslået, at man lærer nogle licks, gerne nogen lånt fra kendte guitaristers soloer, så de kan genkendes, og selv spontant sætter dem sammen som soloer. Så kan man starte med at have det sjovt som solist, selv om man ikke lige forstår hvilke skalaer licksene bygger på. Det må så komme efterhånden.

Gammeldags musikpædagogik

Faldgruben svarer  til den gammeldags musikpædagogik, der var god latin i instrumentskolerne  op til starten af tresserne, hvor man i starten har et afsnit, der forklarer hele nodesystemet fra A til Å, som man så skal læse igennem. Så skal man  til at kaste sig over stykkerne, der ikke nødvendigvis stod ordnet i en progressiv orden af gradvist stigende sværhedsgrad - man regnede jo med, at eleven havde lært det ved gennemlæsningen.
Det tilsvarende ser man  i den gamle Politiken-håndbog Spil med Becifring - becifring er den akkordangivelse med bogstaver og evt. tal, som skrives over noder eller sangtekster - her gennemgås hele akkordlæren og alle akkorderne for hvert instrument vises, og så værsgo, så kommer afsnittet med sange, som absolut ikke er ordnet efter sværhedsgrad. Der er ikke engang nogen på den laveste med to eller tre akkorder.
Det svarer helt til den  forkerte måde at lære soloimprovisation på. Der terpes gennem dødkedeligt tørt stof, hvis relevans nok er uimodsigelig men ikke gennemskuelig for begynderen, og så skal man til at bruge det hele på en gang og kan dårligt sætte det sammen.

Mere moderne musikpædagogik

Noder

Den alternative måde - som begyndte at vise sig i instrumentskoler i midttreserne - er, at man lærer trin for trin, min første klaverskole hed også Trin for Trin. Der startes med at lære, hvor tre noder ligger,  så kan man spille en lille melodi på dem. Så lærer man en tone mere og så en melodi på dem, og så lærer man en ny nodeværdi og så en melodi på de toner, som man kan, der anvender den nodeværdi. Sådan kører det gradvist fremad. Når der skal læres musikteori, så lærer man et stykke, hvori teorien anvendes.

Akkorder

Tilsvarende med akkordspil. Her startes med en akkord, så en til, og så får man sange, der kan spilles på de to akkorder. Så en akkord mere, og så får man sange med tre akkorder, og dem er der mange af. Den metode lærer man det bedst ved, så glem alt om, at det med tre akkorder af en eller anden uransagelig grund ofte bruges vrængende som et skældsord. Også her får man så forklaret teorien efterhånden som den bruges.

Logisk fremskriden

I dette pædagogiske system kan det diskuteres, hvad der skal læres først og hvordan man skal gå frem. Først og fremmest vil jeg sige, at det bør være en logisk rækkefølge, og i denne sammenhæng mener jeg med logisk, at det er gennemskueligt for eleven, at det næste trin er helt tydeligt i forhold til det forrige. Det kræver noget omtanke og erfaring for underviseren  og sommetider kræver det næste trin også noget forklaring. Den forklaring skal så ikke være for omfattende, ellers må man vælge et andet trin.

Det var  lidt pædagogik, jeg håber det kan være en hjælp både for dem, der underviser andre og dem, der prøver at lære selv.