fredag

Varier højrehåndens anslag - Efterord

Start med 1. lektion
Så er vi nået til ende af forløbet Varier Højrehåndens Anslag. Jeg håber, at I der har fulgt det har haft udbytte af det - indlæggende bliver på bloggen så også kommende besøgende her kan have glæde af det. Sådanne nytilkomne bør i hvert fald  lære indlæggende i rækkefølge i deres eget tempo.

Status

Vi startede i de første to lektioner med ren rytme, anslag, strumming, af akkorderne både i ligefrem rytme og shufflerytme. Så fortsatte vi med at lægge en bastone på, bas med efterslag, først i 4/4 og 2/4, så i 3/4 og 6/8. Så lærte vi at spille vekselbas i den stil, som også kan bruges på det vi lærte i resten af forløbet.
Dernæst lærte vi at knipse strengene fremfor at strumme dem, stadig bas med efterslag men med en anderledes klang, det lærte vi så også de lige og ulige taktarter. Så kom vi til hvad de fleste af os forstår ved fingerspil, den brudte akkord, hvor akkordens toner spiller enkeltvis. Det lærte vi også i de to lige taktarter og de to ulige og den sidste gang lærte vi det lange fingerspil, som kan bruges i 4/4.
Så er det endda kun begyndelsen. Som jeg sagde i indledningen, dette forløb er en introduktion. Det rene rytmespil i lektion 1 og 2 kan yderligere varieres, bl. a. ved at lægge pauser ind (steder i takten, hvor der ikke slås an) eller betone bestemte taktslag ekstra. Det kan blive grundlaget for mange forskellige rytmer. Bas med efterslag kan bl. a. yderligere synkoperes. Da vi lærte fingerspil lærte vi et mønster til hver taktart, der findes en mangfoldighed af mønstre, og betoningen kan lægges anderledes. Yderligere kan de anslag, hvor vi bruger bastone, få basløb tilføjet.
Ja, der er muligheder nok, men du har  fået startet, så det ikke bare er det evindelige begynderstrum hele tiden.

Hvad så nu?

Nu sidder du nok og tænker, hvad du så skal gå videre med.
Hold først og fremmest de akkorder du kan ved lige og fortsæt med at have det sjovt med at spille to- og tre-akkordsange. Udvid dit repertoire og øv dig i at sætte akkorderne til sangene efter gehør, jo bedre du bliver til det jo mere sikre bliver du i akkordskiftene - du vil også få lettere ved at lære nye akkorder og deraf følgende nye skift.
Når du  udvider dit repertoire, så anvend de anslag på dem, som du har lært i dette forløb. Hvilke anslag man så skal vælge til sangene, det er meget et spørgsmål om smag, nogen sange synes man et anslag passer godt til, andre et andet. Prøv dig frem og vælg anslaget til en sang efter hvad du synes. Hvad jeg valgte af sange i dette forløb til at illustrere anslagene med  var jo også et udslag af min egen smag, ikke nogen facitliste på, hvordan de sange skulle ledsages på guitaren.
Jeg tror dog, at de fleste er enige om, at fingerspillet fra de tre sidste lektioner passer som hånd i handske til de stille bløde sange. Det er også for det meste den type sange, som jeg anvender det til. Så anvender jeg ofte ren rytmeanslag i sammenspilssituationer, hvor der er et basinstrument, så min bas ikke kommer i karambolage. Bas med efterslag i strumudgaven bruger jeg til amerikanske folkesange for at få dem til at lyde amerikanske og i knipseudgaven til europæiske sange for at få dem til at lyde europæiske. Jeg spiller så med shuffle, når det er afroamerikanske sange for at give den rigtige rytme.
Det er ikke en facitliste, bare en fremlæggelse af, hvordan jeg selv vælger anslag som jeg nu synes. Vælg dine anslag til dit repertoire efter hvad du selv synes.

Hvad kan man vente af denne guitarblog.

Jeg vil også opfordre til at lære nye akkorder, da det kan blive kedeligt i længden at høre de samme lyde på guitaren, også selv om du varierer anslaget. Her vil du kunne få hjælp fra denne blog, for jeg har  et nyt forløb på ti gange, Fortsæt med Nye Akkorder. Det ender med, at du får lært de grundlæggende åbne akkorder. Her vil du falde tilbage på begynderstrummet, når du lærer dem, men hold højrehåndsanslagene fra dette forløb vedlige på de akkorder, som du kan godt og lær de nye akkorder på begynderstrummet. Når de nye akkorder sidder på rygraden, så prøv de anslag, som du har lært i dette forløb på dem. For anvendelsen af de tre dybe strenge i de øvrige akkorder kan du efter det forløb følge Basløb i anslag.
Jeg planlægger jeg yderligere et forløb på ti indlæg om, hvordan du vælger bastoner til alle de nye akkorder, hvordan du laver basløb og diverse specielle effekter. Det forventes at blive til efteråret.
Sideløbende med denne serie indlæg er der indlæg, hvor jeg indfører i rytmik på guitaren, så du lærer at lave andre rytmer end dem, som du lærte i lektion 1 og 2. Dem vil der komme flere af med tiden.
Desuden kommer der nogle indlæg med flere fingerspilsmønstre. Når jeg her på bloggen skal vise fingerspilsmønstre, så bruger jeg tablatur, hvor jeg viser det med den klassiske nummerering af højre hånds fingre. Gå til siden Tablatur for at lære det.
Hold godt øje med disse kommende indlæg.
Så held og lykke med dit spil fremover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: