fredag den 2. december 2011

Melodispil på guitaren med fingrene

Hvad menes der med melodispil?

Når vi taler om melodispil på guitaren, så menes der spil af enkelttoner, der danner en melodi uden udfyldende toner og bastoner på de tykke strenge, der danner harmoni. Spilles der guitar på denne måde, så er det som at spille de instrumenter, der kun kan spille en tone ad gangen og derfor kaldes melodiinstrumenter, f. eks. fløjte, mandolin. Guitaren er et akkordinstrument, men i lighed med andre akkordinstrumenter kan der spilles ren melodi på den som et melodiinstrument.
Der er mange, der føler sig tiltrukket af det på den akustiske guitar. Forståeligt nok, for det er en blød og varm tone guitaren har, når der spilles melodi. Hvis denne form så skal have harmonisk fylde, så må det ledsages af et akkordinstrument, en anden guitar er almindelig brugt, se indlægget Akkompagnement til guitaren.
Men også i stilarter, hvor guitaren spiller melodi og akkord samtidig - det kaldes sologuitar - forekommer der løb af enkelttoner og derfor kan det være gavnligt at have trænet melodispil med fingrene for at kunne være i stand til at spille disse. Det er bare hvordan man skal gøre det med fingrene.
Melodispil med plekter er en helt anden ting, der vil komme et indlæg på denne blog om det.

Den klassiske teknik

Hvis du starter på klassisk guitar eller flamenco guitar, så får du det lært, for her hører det med. Den teknik, der anvendes og som du derfor bliver opøvet i, er vekslingen mellem pege- og langfinger på meloditonerne, med andre ord, de to fingre slår meloditonerne an skiftevis.
Hvis nogen spørger hvorfor, så kommer svaret ofte: det er en tradition i klassisk guitar. Sådan lyder svaret ofte omkring spilleteknikker i klassisk musik. Uden at benægte dette svar vil jeg sige, at det ikke er hele sandheden. Traditioner omkring spilleteknik er ofte dannet via erfaringer fra instrumenternes tidlige leveår, der viste hvad der fungerede. Fra tid til anden har man også revideret traditioner omkring spilleteknik, hvis man fandt ud af, at en traditionel måde at gøre det på var akavet. Vekslingen mellem de to fingre i klassisk guitar er ifølge min og mange andres erfaring en udmærket teknik af flere grunde:
  1. Den får melodien til at glide flydende, fordi der altid er en finger parat til at tage næste tone.
  2. Hurtige forløb går lettere, fordi den ene finger ikke først skal tilbage til næste tone i løbet, den anden finger er parat.
  3. Det giver økonomi i bevægelserne ved anslaget.

I andre stilarter end klassisk.

Som sagt: i klassisk og flamenco skal du nok få det lært. Det er bare det, at i andre sologuitar-genrer - blues, ragtime, moderne folk, ja, det moderne fingerspil, som jeg i øjeblikket kører et forløb om på denne blog - er der også ind imellem løb på enkeltstrenge, og mange guitarister, der dyrker disse genrer og ellers er dygtige nok, kommer hurtigt til at lyde klodsede, når de kommer til disse melodiske løb.
Derfor vil jeg gerne slå et slag for at bruge den klassiske veksling mellem to fingre uanset hvilken genre der dyrkes på guitaren. Fordelene har jeg nævnt ovenfor, og hvis du er en guitarist, der dyrker spil med fingrene i den ene eller anden form udover den klassiske, så kan jeg anbefale dig at lære den.
Start med at øve små velkkendte melodier med denne teknik, så øv også skalaerne ved at spille dem igennem med fingervekslingen. En regelmæssig øvelse af disse skal nok få det til at sidde i fingrene, og det vil også træne koordinationen mellem højre og venstre hånd. Jeg er sikker på, at det vil give bonus til dit spil.
Hvis du nu har lyst til at give dig i kast med det, så gå til indlægget Forøvelse til melodispil