mandag den 5. december 2011

Forvirringsmomenter i opstarten på guitar

Jeg vender tilbage til begynderproblemerne, der bliver ved med at dukke noget op i mine tanker. Nuvel, der er også så meget i starten for begyndere, så det er nok ikke så mærkeligt.
Nu kom jeg i tanke om nogle ting, der ofte forvirrer begyndere, jeg håber at give noget hjælp her.

Forvirrende betegnelser.

Jeg har nævnt det før, men det hører naturligt med under denne overskift: forskellen på strenge og bånd. Strenge er dem, der klinger når de knipses - båndene ligger på tværs af gribebrættet. Gør alt hvad du kan for ikke at forveksle de to betegnelser.

Der er to e-strenge - ja, det skyldes vort tonesystem, hvor det begynder forfra, når vi når til enden af rækken, se Tonesystemet. Så kalder man dem forskellige ting for at skelne mellem de to e-strenge: den lyse og den mørke, den tykke og den tynde. De to betegnelser skulle være indlysende, den sidste siger noget om dem, der kan ses med det blotte øje. Men når vi kalder dem for den høje og den dybe, så forvirrer det. For det er de høje toner, der ligger på de strenge, der i ren fysisk forstand ligger dybt, og de dybe toner ligger på de øverste strenge, altså, de i fysisk forstand høje. Når man siger den høje e-streng, så er det den tonemæssigt høje, der menes, altså, den der ligger fysisk nederst.

Vi holder guitaren vandret, derfor må du også huske, at med de høje toner på gribebrættet menes de tonemæssigt høje. Når man bevæger sig med fingrene mod guitarens krop, så bevæger man sig op i tonerækken, når man bevæger sig ned mod hovedet med stemmeskruerne, så er det ned i tonerækken. Med et eksempel: 3. bånd ligger dybere end 5. bånd på samme streng.
Hent min pdf-fil  Guitarudtryk, den kan være en god hjælp.

Sammenblanding af enkelttoner og akkorder.

Jeg har i tidligere indlæg været inde på, at der groft set er to måder at starte på:
  1. Hvad jeg kalder lejrbålguitar, akkompagnement af sange med enkle akkorder, som angives ved bogstav- og taltegn kaldet becifring.
  2. Små enkle melodier efter noder, oftest spillet med den klassiske guitarteknik.
Så er der dem, der lærer de to ting sideløbende, fint nok, det har sine fordele at kunne både-og. Her kan der dog også ske forvirring og sammenblanding.

Akkorder og enkelttoner har de samme navne, især når vi taler om dur-akkorder. På tryk er det blevet kutyme, at enkelttoner angives med små bogstaver, akkordnavne med stort. Den regel er værd at huske for at undgå forvirring, når du læser noget på tryk, men ved mundtlig formidling kan vi ikke se det. Jeg har en gang været ude for en, der havde lært akkordspil først og skulle lære at spille efter noder. Da hun var i tvivl om, hvad det var for en tone melodien startede på, og jeg sagde, at det var d, så begyndte hun at tage en D-akkord. Tænk ikke på akkorder ved melodispil, her er det enkelttoner.
Så er der også forskel på, hvilke tonearter der er lette og svære i akkordspil og melodispil. Det er meget almindeligt i akkordspil at starte med D-dur, hvad jeg også gør i mit forløb her på bloggen Kom i Gang med Guitaren, da de to vigtigste akkorder, D og A7, er forholdsvis lette og skiftene mellem dem også er forholdsvis let.
Men i melodispil vil man ofte vente med D-dur, for her bliver den sværere for begyndere, især fordi den har en såkaldt afledt tone, der er svær at undgå (se Tonesystemet). Her vil man ofte foretrække at starte med g-dur og c-dur, som ikke ligefrem er begyndervenlige i akkordspil. Sommetider kan der ske et sammenfald af melodier, som anvendes til at lære begyndere akkordspil og melodispil, men her vil den samme melodi ofte være i forskellige tonearter. Det forvirrer mange begyndere, især hvis lærebogen i akkordspil også gengiver melodien på noder og de ser anderledes ud end de noder, som bruges til den samme sang ved melodispil. De er - af hensyn til sværhedsgraden - i to forskellige tonearter. Hvis du er en begynder, der er blevet forvirret over det, så håber jeg at dette er forklaring nok.

Tonernes placeringer.

Hvis du sidder og lærer melodispil og kigger tonerne efter på en toneoversigt - en tegning af guitarens gribebræt med tonerne angivet - så bliver du måske forvirret over, at f. eks. tonen på 5. bånd af H-strengen er den samme tone som den løse, høje e-streng. Det er en af de vanskelige ting ved guitaren og alle dens slægtninge blandt musikinstrumenter, at en tone kan være mere end et sted på gribebrættet. Da jeg startede på guitar havde jeg gået til klaver i et par år, hvor hver tone kun er ét sted. så jeg har selv prøvet den vanskelighed. Mit bedste råd her er: koncentrer dig udelukkende om de løse strenge og de første fire bånd i starten. Resten af gribebrættet må komme senere, når du er blevet rutineret i nodelæsningen. Når en tone på en løs streng er identisk med en tone på et bånd af en anden streng, så spil tonen på den løse streng, ellers bliver de små melodier du opøver melodispil med sværere end nødvendigt.

Så er der ting, der virker sært i starten, især hvis guitaren er det første instrument du spiller. Lad dig ikke gå på af, hvad du ikke forstår - hvorfor de afledte toner har to navne, hvorfor man bruger en dur-akkord midt i en mol-sang, hvorfor den afledte tone af h hedder b og andre af den slags ulogiske forhold i musikken. Kør bare videre med at spille, hvad du ikke fatter nu skal nok komme.