Koordinering og guitarspil

Noget af det vanskelige ved at spille guitar - det gælder i det hele taget mange instrumenter - er koordineringen af de to hænder. De skal vænnes til at lave forskellige bevægelser, men de skal altid gøre disse bevægelser i takt med hinanden. Når venstre hånd sætter en finger ned på en tone, så skal højre hånd være klar til at knipse den og så gøre det lige på taktslaget. Omvendt skal venstre hånd også være klar med tonerne sat på de rigtige steder, når højre hånd anslår.

Et eksperiment

Prøv et eksperiment: bevæg din ene hånd op og ned og den anden fra side til side samtidig. Det er ikke så let som det lyder, det vil du sikkert opdage. Vi har det som en medfødt tendens, at vore to hænder følger hinanden og når de ikke gør det, så er det meget uafhængige bevægelser de gør. Når vi skal til at spille, skal de to hænder ikke følge hinanden, men de skal gøre tingene i takt.

Hver hånd for sig?

Derfor er det også, at man ofte opfordrer til i starten at øve hver hånd for sig og så sætte dem sammen - det er hvad man gør på tangentinstrumenter. Her kan det gennemføres, for de to hænders respektive stemmer giver mening som musik, nok mest højre hånd med melodien, men til dels også venstre hånds forløb af harmoni og basstemme, man kan i hvert fald høre, at det er et harmoniforløb. Det er sværere med guitaren og de med den beslægtede instrumenter, for de siger ikke en lyd, når man sætter fingrene på gribebrættet, den anden hånd skal lave noget, hvis der skal komme toner ud af det. Hvis man anslår med højre hånd uden at sætte nogle af venstre hånds fingre på gribebrættet, så giver det ikke mening - i hvert fald ikke når man slår strengene samlet, det er en disharmoni.

Melodikoordinering

Dog kan man godt anslå enkeltstrenge, så er det i det mindste de enkelttoner, som de løse strenge er stemt i. Hvis man vil spille melodispil, så kan man øve rytmen i højre hånds anslag på de løse strenge uden det lyder helt vildt, se indlæg om forøvelse i melodispil. Det er bare ikke en genkendelig melodi endnu, men det lyder trods alt ikke fælt. På et tidspunkt må man til at sætte fingre på båndene for at få en genkendelig melodi. Man kan jo ikke øve venstre hånd alene, det giver ingen lyd  fra sig. Nej, men øv det langsomt og træn at sæt fingrene på venstre hånd på rette bånd lige inden højre hånd anslår, øv også at have fingre parate til næste tone. Det kræver meget omtanke i starten, men på et tidspunkt skal det nok komme til rygraden. Se også indlægget Venstrehånd til melodispil
Efterhånden må øvning af skalaerne også komme ind, det er nok den bedst tænkelige træning i koordinationen mellem de to hænder, hvad melodi angår.

Akkordkoordinering

Så er det sværere med akkordspil, for her kan vi ikke slå an med højre hånd på løse strenge uden det bliver ren disharmoni. Derfor vil begynderens spil af akkorder blive det helt ligefremme: et nedslag på hvert taktslag, ikke nogle dikkedarer ud over det.  Det er lidt monotont i starten, men nødvendigt for at akkordskiftene kan blive trænet. Det bør trænes her, at akkorden, der skiftes til, er parat inden højre hånd slår det næste slag. Det må også øves langsomt i starten. Rytmer og varierede anslag og fingerspil i højrehånden kan øves til sange med kun en akkord, som der eksisterer nogle få af. Tjek Kom i gang med guitaren lektion 1 og lektion 4 for disse et-akkordsange. Det har den fordel at man kan komme lidt før i gang med det.
Alternativt kan man øve det til sange med akkorder, som man er helt rutineret i. Så varer det lidt længere inden man kommer i gang med det, til gengæld er det lidt sjovere. Se indlægget med råd om opøvelse af anslag
I starten bør man satse meget på at øve de almindeligt forekommende akkordskift - de sjældne må man øve når man støder ind i melodier, hvor de forekommer. Træn så med de almindeligt forekommende akkordskift de forskellige anslag, rytmer og fingerspil - langsomt så koordinationen optrænes.
En fremragende indføring i begyndelsesgrundene til guitar, også praktiske oplysninger som skift af strenge, vedligeholdelse o.l., findes i Akustisk Guitar for Begyndere af David Harrison.
Det kræver hjernens medvirken i starten, men efterhånden vil rygraden overtage.