The Beatles Det Hvide album

Som tidligere lovet vil der komme indlæg her, der anbefaler plader med akustisk guitarmusik. Nu lægger jeg ud med at anbefale noget af The Beatles, og jeg vælger det såkaldte White Album, Det Hvide Album, dobbeltalbummet fra 1968, som er karakteristisk ved det helt hvide omslag, der gør at man kalder det sådan, for egentlig har det ikke nogen titel.

Baggrund for Det Hvide Album og min anbefaling

Det blev indspillet fra maj til oktober 1968 lige efter deres ophold i Indien, hvor de lærte meditation. De var alle fire kreative i perioden, men der var store gnidninger mellem dem, og der var besvær med bare at få dem samlet for at indspille sangene. Derfor bærer det præg af at være temmelig ujævnt. Deres producer George Martin mente, at de kun skulle udgive halvdelen af sangene som en lp, men John Lennon ville have, at det kom ud som det var, så folk kunne høre, at The Beatles knagede i furerne.
Når det er medtaget her, så er det ikke fordi det er en ubrudt nydelse fra start til slut, som bandets virkelige mesterværker Rubber Soul, Revolver og Abbey Road er. Rockanmelderen Torben Bille har det med i sin bog Lydspor, hvor han udnævner de hundrede bedste rockplader, med den begrundelse, at han ser det som et katalog over, hvad de fire gange Beatles havde i sig af evner og kunstnerisk personlighed. Ja, de er begyndt at fremstå som individualister her, det peger meget frem på deres senere solokarrierer.
Når jeg medtager den her, trods alle de skæringer derpå, som jeg godt kunne have undværet, så er det fordi den indeholder virkelige fremragende eksempler på, hvad den akustiske guitar kan i den genre. The Beatles havde været en slags pionerer på det felt, se mit indlæg om akustisk guitar i rock og pop. De vakte sensation i 1965 med Yesterday og den Dylan-inspirerede Lennon-sang You've got to hide your love away, og siden da havde der været meget brug af den akustiske lyd på deres lp'er.

Sænket D, flamenco og Harrison i karakter

På det Hvide Album lægger det ud med at vildt rocknummer i Beach Boys-stil, Back in the USSR, men efter at den er klinget ud, kommer der sprøde guitartoner ud af højttaleren med sangen Dear Prudence, en trist sang om en, der bare sidder inde hele dagen uden at komme ud. Den siges at være inspireret af en pige, der deltog på samme meditationskursus i Indien som The Fab Four og gik så meget op i det, at hun altid bare sad inde og arbejdede med det uden at komme ud. Guitaren er her stemt i den såkaldte Dropped-.D stemning, hvor den dybe E-streng er stemt en tone ned til d. Denne stemning klinger altid smukt med den dybe tone som kontrast til guitarens høje toner, også på dette nummer.
The Continuing Story of Bungalow Bill indleder med en lille flamenco-agtig guitarsolo inden det går løs med fuldt rockband, men på sidst på samme side (midtvejs på CD nr. 1) træder George Harrison for alvor i karakter som sangskriver med While my Guitar Gently Weeps. De andre beatler viste ikke meget interesse for hans sang, så han samlede vennerne til at indspille den, bl. a. Eric Clapton, der satte sit præg på den med sin intense guitarsolo. Nu er den ikke akustisk på det originale album, men på  The Beatles Anthology vol 1 er der en optagelse med George selv, der spiller den solo på sin akustiske guitar, den er høreværdig.

Flere akustisk Beatles-perler

Side 2 (her er vi stadig på første cd i cd-udgaven) indeholder flere akustiske perler, først og fremmest den nu klassiske Blackbird, hvor Paul McCartney følger op på Yesterday ved at ledsage sin egen sang på akustisk guitar. Hans guitarspil er her blevet ekstra raffineret, det er bygget over at have den løse g-streng som en drone, en tone der bare ligger og klinger hele tiden, mens han ellers tager ture op og ned ad gribebrættet i nogle smukke harmonier.
George Harrison træder endnu en gang frem i den børnesangsagtige, medrivende lille sang Piggies, hvor cembaloet klinger kraftigt i forgrunden, men den akustiske akkordbacking er effektiv. Efter den synger Paul en sang, Rocky Racoon, der er tydeligt inspireret af de gamle folkesange og deres historiefortælling om jalousidramaer. Melodien er også derefter, med tydelige rødder i både engelske og amerikanske folkesange, og der leveres akustisk guitarspil, der matcher stilen.
Ringo forsøger sig som sangskriver i countrynummeret Don't Pass Me By. Han er det svage led i kæden, men nummeret er nu fornøjeligt nok.
Efter et afskyeligt nummer kommer et særdeles smukt nummer af Paul McCartney, I Will, om længslen efter en tabt kæreste. Her anvendes udelukkende akustisk guitar og en træblok som rytmeinstrument. Stille og roligt glider den af sted og varmer hjertet.
Herefter er det John Lennon, der også kan bruge den akustiske guitar. Han træder frem i Julia, som er en af hans mange sange om hans mor, som han følte svigtede ham. På denne sang anvender han den moderne folk fingerpicking stil, som han i Indien lærte af folkesangeren Donovan, der også var på meditationskursus på det tidspunkt.
Side 3 er den deciderede rockside på albummet. Noget voldsomt ind imellem, men den slutter da med en meget stille Harrison-sang, Long, long, long, der også har akustisk guitarlyd. På side 4 er det nok især Cry Baby Cry, der udnytter den akustiske guitars brudte akkorder. Albummet slutter med Good Night, en stille sang, der er domineret af strygere. Mange tror, at den er skrevet af McCartney, den ligner jo mest ham når han er mest rørstrømsk, men faktisk er det en sang John Lennon skrev som vuggesang til sin søn Julian.
Ja, du vil måske føle trang til at hoppe over flere af numrene, hvis du har den på CD, hvor det kan gøres meget let. Men der er også skønne ting på den, og som sagt: masser af eksempler på den akustiske guitars muligheder i rock og pop.

Køb Det Hvide Album