Viser opslag med etiketten bluegrass. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bluegrass. Vis alle opslag

lørdag

Arthur "Guitar Boogie" Smith er død

Det kom mig for øje, at denne indflydelsesrige musiker var død 3.april 2014, så han skulle da lige have nogle ord med på vejen.
Denne country banjospiller og guitarist blev født 1. april 1921 og hans tilnavn stammer fra hans kendte instrumentale hit og bruges for at skelne ham fra den gamle Nashville violinist af samme navn.
Han var søn af en musiklærer Clayton Smith, der også måtte bijobbe som tekstilarbejder for at få pengene til at løbe rundt. Han startede selv med at spille i et Dixieland band med sine brødre Ralph og Sonny indtil han blev indkaldt til militærtjeneste. Da den var ovre, flyttede han til Charlotte i North Carolina, hvor han startede sit eget radioshow med brødrene og sin kone Dorothy. I 1955 komponerede han melodien Feudin' Banjos, der i 1972 blev brugt til filmen Deliverance under titlen Duelin' Banjos. Her måtte han kæmpe for at få royalties, da han ikke blev krediteret som komponist.
Ikke alene var han en dygtig musiker, han var også en komponist, hvis frembringelser er indspillet af folk som Chet Atkins, Johnny Cash. Roy Orbison og mange andre. Hans show og pladeselskab i Charlotte var et springbræt for mange country- og bluegrasskunstnere, også banjospilleren Don Reno, der havde sin egen banjostil, startede her.
Ja, ingen tvivl, han skulle have et ord med på vejen her på denne blog - R. I. P.

Monogram Bluegrass

Så var der endnu engang bluegrass i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen, og denne gang endnu en gang fra Tjekkiet, der efterhånden må siges at være bluegrassgenrens europæiske hovedland. Endnu engang var det så også Monogram, der havde ændret navn til Monogram Bluegrass - meget passende, når det er den genre de spiller, og i lighed med andre tjekkiske bands gør de det fuldt på højde med mange af de bedste bands fra genrens hjemland. I aftes kunne man så konstatere, at det ikke bare var navnet der var ændret siden sidst de besøgte os, de var også blevet fem, fordi de havde fået violinisten Pepe Malina med, og en ny guitarist og sanger Henry Vinkler. Det måtte siges at være en gevinst for bandet, de var også velspilende før, men Malinas fiddle klinger godt, dejligt at få bluegrass "med det hele." Henry Vinklers guitarspil er efter alle kunstens regler, han mestrer at komme op ad gribebrættet, hvad mange af os andre bluegrass udøvere kan have svært ved. Desuden er han også sangskriver og har på den måde givet nyt blod til bandet, så det ikke bare er de sædvanlige standardnumre. Det skal bestemt siges, at de også er udført godt, især stod den fra filmen O Brother velkendte Man of Constant Sorrow virkelig stærkt.
Det blev så fortalt, at de skal spille lørdag aften i Stege, så hvis nogen bor der, så...
Dejligt også at se, at mange var mødt frem. Lad os håbe, at disse koncerter som en månedlig mulighed for at høre levende bluegrass må fortsætte mange år endnu. Tak til Bluegrassforeningen.

Gedigen bluegrass fra broderlandet

Så var der atter lagt op til bluegrass arrangeret af Bluegrass i Danmark på Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen, denne gang fra den anden side af Øresund med Zeke Zzzypts Hilbilly Popgrass Quintet, som de kalder sig, et navn der ikke er helt let at sige og skrive.
Men koncerten gik lige ind og var en sand nydelse fra start til slut. Per Fält, der i Sverige er en veteran på femstrenget banjo, var et gammelkendt navn og leverede et banjospil, der stod i klar gæld til banjospillere som Ben Eldridge og Bill Keith. Men når nu dette er en guitarblog, hvor interessen især er guitarspillet, så leveredes der særdeles smukt guitarspil fra den ene af de to guitarister. To guitarister i et band er sjældent i denne genre, men her var det som man ofte ser i country og rock fordelt med akkordspil, rytmeguitar, og solospil, lead guitar. Leadguitaren leverede meget opfindsomt spil på guitaren, i visse numre oven i købet med slide, hvad der også er sjældent i bluegrass, men de numre, hvor det blev anvendt, var lige de rigtige til det, eller sådan føltes det. Ikke alene var det i den typiske flatpicking stil, men også med fingerpicking, der ledsagede en del af balladerne på en yderst smagfuld måde. Sådan kan guitaren også anvendes i bluegrass.
De har så ordet popgrass i deres navn, det er vist lidt hjemmelavet, jeg har aldrig set det før. Ja, der var da en del popnumre, men deres repertoire var yderst afvekslende, de havde lånt fra både rock, pop, country og singer-songwriterboldgaden, men der var også standard bluegrass numre. Alt blev serveret med en yderst veloplagt sang, både solo og flerstemmigt. Det kunne næsten ikke gøres bedre.
Jeg vil da også nævne, at mandolinspillet var yderst gedigent. I visse numre var der endda mundharpe på stativ, der straks ledte tanken hen på Nitty Gritty Dirt Band.
Der var ikke vildt mange fremmødte, men det er mit håb, at de kommer igen og flere næste gang får at høre det yderste velsyngende og velspillende band. Det er vist svært at finde bedre bluegrass i Skandinavien.
Jer, der ikke var der, kan prøve at høre det her:


Møde med nyt bluegrassband


Så bød Den Danske Bluegrassforening endnu engang på koncert på Karens Minde. Denne gang med to nystartede danske bands. Der var mødt overraskende mange frem, så der måtte sættes ekstra stole ind. Er der mon flere her i landet, der er ved at få ørerne op for denne musik?
Vi startede med fynske Cuttin Grass, der serverede genuin bluegrass med fødderne solidt plantet i traditionen. Flere af medlemmerne var gamle kendinge fra tidligere bands i genren, derfor kunne man heller ikke mærke, at de var nystartede. Deres lyd hang godt sammen og der var ikke noget slinger i valsen. Hver eneste medlem mestrede deres instrument, også på guitar fik vi solide flatpicksoloer. Her vil jeg også nævne, at de havde sangstemmerne med sig, også i meget smuk flerstemmig sang. Her var også særdeles godt spil på dobro.
Jeg ser frem til at opleve en hel aften med dem på et tidspunkt.
Det andet band var Silver Dagger, også forholdsvis nystartet, de stod så mere for bluegrassens stamfar, old time musikken, men der var flere elementer af både bluegrass og country. Deres musik swingede dejligt og rev med fra start til slut.Bluegrasselementet stod især guitaristen for, i old time spiller guitaren ellers sjældent solo, men det gjorde den her i ægte flatpick stil. Bandets tre piger og den mandlige banjospiller sang smukt sammen, især var det en dejlig oplevelse at at høre deres version af Townes van Zandt's If you needed me.
Også dem håber jeg at kunne høre en hel aften med engang.

mandag

John Fahey, en eksperimentator på akustisk guitar

In search of Blind Joe Death, dokumentar om John Fahey

Se traileren.


Da denne blog holdt en pause så jeg en film på Cinemateket i København, som jeg lige synes skulle omtales her. Det var en dokumentarfilm, instrueret af John Cullingham om guitaristen John Fahey, født 1939 og død 2001. Han var kendt for at være en af de helt store eksperimentatorer på akustisk guitar, han kaldte det selv for "American primitive guitar," hvad man ikke skal lade sig narre af, det er yderst kompliceret musik han har lavet.

Baggrund i folkemusikken.

Baggrunden for betegnelsen er, at han har baggrund i så godt som al amerikansk musikfolklore, både blues, gospel, bluegrass, tex-mex og meget andet, men han tog det op og giver det sin helt egen specielle drejning. Mange af dem, der interviewes i filmen, kalder ham ligefrem for guitarens Bukowski eller William Burroughs, det var poeter, der var meget kendt for deres excentriske leg med sproget. Jeg vil sige, at hvis Ralph McTell er den moderne akustiske guitars Mozart, så er John Fahey dens Bela Bartok med hele baggrunden i folkemusikken og hans egen særegne måde at bruge harmonier og specielle guitarteknikker på.

Faheys indflydelse

Han havde også en kæmpesamling af gamle bluesplader og var en af dem, der gjorde meget for at få de gamle bluesfolk frem i lyset igen i starten af tresserne. Han fik dem genudgivet på sit eget pladeselskab Takoma Records, der havde sæde i Washington D.C. Her er der også åbnet en Fahey-park - et oplagt mål for mig om jeg skulle komme til den by - og selv om han ikke var den, der fik det store kommercielle gennembrud, så har han haft meget betydning for mange guitarister, dels moderne folk-guitarister, hvad man havde kunnet vente, men også så forskellige folk som Stefan Grossman, Chris Funk, Joey Burns og Pete Townshend, der alle interviewes i filmen. Et oplagt nummer at høre, hvordan han har præget Townsend er med den nu klassiske sang Pinball Wizard fra Whos berømmelig rockopera Tommy.

Karakteristik af Faheys musik

Filmen er opkaldt efter en af Faheys lp'er, der blev udgivet på Takoma. Det eksisterer stadigvæk den dag i dag og drives videre af hans arvinger. Adskillige af hans plader er værd at lytte til, men han er langt fra den, der lefler for laveste fællesnævner. Han skal høres i fred og ro, mens man lytter intenst. Men belønningen for det er stor, og skulle man som guitarist selv have lyst til at prøve kræfter med hans kompositioner, så er det ikke lige frem i begynderfasen - men er man videre end det, så er det en givende måde at lære nyt på, men det kræver arbejde.
Filmen kan fås på DVD og den er værd at se for dette interessante hjørne af den moderne guitarmusiks historie.


søndag

Akustisk guitar på Facebook

Hvis du ikke er på Facebook og ikke ønsker at være det, så tag endelig ikke det her som en opfordring til at bruge det eller andre sociale medier. Du har jo lov at lade være, og er du en af dem, der ikke vil have noget med det at gøre, så stop bare læsningen her.
Men er du en af dem, der har en Facebook-profil eller tænker på at lave en, så læs endelig videre. Facebook er trods alt - med alle dens ulemper - en mulighed for at mødes on-line med nogen, der deler ens fælles interesse, vise hinanden relevante filer eller få tips og andre ting. Så dette er et udvalg af danske Facebook-grupper, der er relevante for dig, der spiller akustisk guitar.
Danske flatpickguitarister
I denne gruppe diskuteres der guitar spillet med plekter i bluegrass-stilen, der deles mange gode videoclips i denne gruppe.
Danske guitarister der spiller akustisk guitar
Debatter mellem de guitarister i dette land, der foretrækker akustisk guitar. Deltagerne er meget kvikke til at fortælle nyt på fronten og gøre opmærksom på tv, koncerter o. l.
Danske fingerpicking guitarister
Debatgruppe for dem, der dyrker den fingerpicking stil, som jeg oplærte i via min serie Moderne Fingerspil. Her deles mange gode videoclips.
Danske fingerstyle guitarister
Meget bred gruppe om fingerstyle på guitaren generelt, der kommer også klassiske indslag af og til.
Jazz guitar forum
En side for dem, der spiller jazz guitar, se De tre typer akustisk guitar.
Guitaren.dk's facebook-gruppe
Guitaren.dk er en af de mest ressourcerige sider for guitarister på dansk og på deres gruppe på Facebook kan du følge med i, hvad der sker på siden.
Akustisk guitar
I al beskedenhed: det er Facebook-siden for denne blog. Her vil du kunne følge med i, om der kommer nyt blogindlæg her og der vil også blive fortalt korte nyheder om guitarverdenen.

Svenske bluegrassveteraner

High on Grass

Så var der fredag d. 22. november en afslutning for i år på bluegrasskoncerterne i Karens Minde, og det var med de svenske veteraner i genren High on Grass, der gav en solid koncert med gamle klassiske sange og nogle countrysange. Deres flerstemmige sang klingede smukt især i gospelsangene, som de havde en del af i den firstemmige tradition.
Ingen tvivl om, at de også er dygtige musikere, især var der smukt violinspil og effektivt banjospil, men her på en guitarblog skal det jo nævnes, at der var gode soloer på guitaren, selv om den led under det evige problem i bluegrassgenren at være et lydsvagt instrument blandt nogle højtråbende slægtninge. Det hindrede ikke, at vi fik noget godt flatpicking, der især klingede smukt i molsangene. Det skal også nævnes, at i et af gospelnumrene skiftede banjospilleren til guitar og gav en gang effektiv fingerpicking.
Værdig afslutning på året, næste års foreløbige koncertprogam kan ses her.
For dem, der gik glip af koncerten, er der en mulighed for en lytter på mp3.

lørdag

God sæsonafslutning med Rocks & Ivy

Rocks & Ivy på Karens Minde
Så blev der holdt den sidste koncert med bluegrass på Karens Minde inden sommerpausen. Det hollandsk-belgiske band Rocks & Icy gjorde det til en god afslutning.
De var her i 2010 til et arrangement, hvor de kun spillede et sæt, fordi der var to andre bands samme aften. Dengang var de så gode, at mange af os gerne ville høre dem en hel aften med to sæt. Det blev der så mulighed for i aftes, og de gav en god aften med velturneret bluegrassmusik. Deres trestemmige sang var så gennemarbejdet, at de lød som én stemme, der sang flerstemmigt.
Dertil kom også, at de så godt som alle var glimrende musikere på hver deres instrument. De havde solide rødder i bluegrassmusikkens veteraner og deres spil, mandolinen havde den rette Bill Monroe-lyd og banjospilleren havde også tydeligt lyttet til Earl Scruggs, som en hyldest til ham i anledning af hans bortgang for godt to måneder siden gav han også et medley over nogle af hans kendteste banjonumre. Violinen swingede som en god gammel fiddler fra Kentucky, bassen sad solidt.
På denne blog skal der jo nævnes den flamske guitarspiller, der gav nogle velturnerede soloer med tydelige rødder i nyligt bortgangne Doc Watsons spil, han formåede endda at komme opad på gribebrættet i sine soloer, ikke noget med at hænge i standarder i åben position. Desværre var det ind imellem svært at høre hans spil, et dilemma man ofte oplever med guitaren i genrer, hvor den spiller sammen med højrøstede instrumenter. Han gjorde dog en tapper god figur og høstede bifald for sine soloer - udover han på et tidspunkt også tog lidt kegler ved at tale flamsk til publikum.
Så er det sommer med festivaler og andet godt - og så kan man forhåbentlig se frem til endnu en god sæson til næste vinter. 

torsdag

Doc Watson er død, 89 år

Doc Watson på hans ældre dage, der spiller guitar
Folklegende Doc Watson
Så er en af de store folk-legender afgået ved døden d. 29. maj, Doc Watson, udøver af både akustisk guitar, banjo og andre instrumenter og udstyret med en varm, mørk sangstemme. Han døde i forbindelse med en maveoperation.

Hans opvækst og liv

Han blev født og voksede op i North Carolina, navngivet Arthel Watson. Her voksede han op med hilbilliernes folkemusik, old time og bluegrass, og gospel ved søndagens gudstjeneste. Han begyndte allerede at spille i en tidlig alder, da han var ud af en musikalsk familie. Synet mistede han i sine tidlige barneår, men i lighed med andre blinde musikere udviklede han en utrolig fornemmelse for at føle sig frem på instrumentet.
Fra radioen sugede han også til sig af populærmusik og han startede sin musikalske karriere i et rockabilly band på elektrisk guitar. Det blev bare som den store fornyer af den akustiske guitar han blev en legende. Han fik sit gennembrud via folk revivalet i starten af tresserne, hvor han først medvirkede på en plade med den allerede på det tidspunkt aldersstegne Clarence Ashley og en med sin egen familie, Watson Family. Da han vakte begejstring ved sine solooptrædener ved folk-festivalerne var vejen banet for, at han kunne indspille plader i eget navn.

Hans produktion af musik

Det er så blevet til snesevis af albums lige siden, hvad der må siges at være imponerende i kraft af de meget få fusere, der er i den store produktion. Den er som et katalog over hele den amerikanske folklore, lige fra ballader, bluegrass, blues, gospel, cowboyviser, og hvad man ellers forbinder med almuen i det store land. Han er endda en af dem, der af og til har indspillet sange af på det tidspunkt unge sangskrivere som Tom Paxton og Gordon Lightfoot, hvad mange af hans jævnaldrende nok ellers rynkede lidt på næsen af som "nymodens" sange. Han har i det hele taget vist sig som typen, der ikke var lukket og gerne sugede nye indtryk til sig.

Watson som guitarist

Han blev så  en fornyer på guitaren, da han var den første der spillede fiddle tunes, hilbillymusikkens dansemelodier til violin, på akustisk guitar med plekter. Det tog bluegrass-guitaristerne sig straks til sig, og det instrument, der i den genre indtil da mest havde slået akkorderne til sange eller de andres spil, kunne pludselig spille violinnumrene og lave improviserede soloer. Det er så i dag almindeligt i bluegrassen, men dengang var det nyt.
I det hele taget var Watson en guitarist af de sjældne, der kunne forene virtuoseri med varme og udtryk i spillet. Han mestrede både at bruge plektret og fingrene. Hans søn Merle, som han opkaldte efter sit store guitarforbillede Merle Travis, dyrkede så mest fingerspillet.
Her hører vi far og søn spille et nummer sammen.

Doc holdt sig godt, da han trådte ind blandt de ældres rækker, men da Merle kom af dage ved en tragisk lastbilulykke skred aldringen hurtigt frem, og han holdt op med at turnere og gav kun koncerter i sit nærområde.
Nu har han sluttet sig til sin søn og ingen tvivl, det er en af de store, der nu har forladt os og har efterladt os en enorm produktion af god musik.

lørdag

Veludført bluegrass fra vort østlige naboland.

Hillfillies
Ingen tvivl, vores skandinaviske broderland Sverige står stærkt på bluegrassfronten, det har vi fået bevist ved flere lejligheder.
Det blev bevist endnu engang, da det overvejende pigebesatte band Hillfillies var forbi Karens Minde i Sydhavnen fredag aften. De var her sidst i 2008, før jeg havde denne blog, men nu har jeg  muligheden for at give dem et ord med på vejen, det fortjener de.
Bandet havde også sidst en enkelt mand, dobrospilleren Jan Ekman, men denne gang var det mandlige indslag fordoblet med en britisk violinspiller. Tre af pigerne stod så for det vokale, og det måtte siges, at de havde gode stemmer, der klingede godt sammen i trio-sangen, men også hver for sig i den solosang, som de skiftedes til. Den ene mandolinspillende pige sang ikke, men hun spillede mandolin så hun kunne spille de berømte mandolinspillere i genren af banen. Guitaren er så i dette band udelukkende akkordinstrument, men takten blev holdt perfekt.
Jan Ekmans dobrospil matcher perfekt både de numre, der er gang i og de mere bløde ballader. Han er en af de dobrospillere, der formår at komme ud over det sædvanlige.
Det var så også en skøn blanding man fik af traditionelle bluegrassnumre, countrynumre og lidt nyere ting, alle veludførte. Deres sang gav de en god demonstration af, da vi som ekstranumre fik gospelnummeret Down in the River to pray.
Hillfillies må sandelig godt komme igen, et band der kan sit kram så godt vil man gerne høre ofte.

torsdag

Toptunet bluegrass

Sjældent har man set caféen i Karens Minde Kulturhus være så fuld, skønt det var en hverdagsaften.  Der var endda også tilrejsende bluegrassfans fra hele landet, der havde taget turen til Dronningens By for at høre det amerikanske band Gibson Brothers.
Godt nogen mødte op, for så gennemført velspillet og velsunget musik i den genre høres sjældent på vore breddegrader. Fra starten af hang lyden godt sammen, det skinner  tydeligt igennem, når vi har besøg af bands fra denne musikgenres hjemland, at de ved hvordan lydanlægget med mikrofonerne skal håndteres med deres akustiske instrumenter.
Gibson Brothers er en af topbandsene i genren og har vundet mange priser, bl. a. for årets bedste sang, og  nu fik man lov at høre hvorfor. Selv om de havde gamle klassikere på repertoiret, så skriver de mange sange selv, som står solidt plantet i traditionen og fænger med deres iørefaldende melodier.
Eric Gibson er bandets guitarist, der spiller en rytmisk solid back-up guitar og soloer, der tydeligt er inspireret af især den i tresserne fremtrædende og alt for tidligt døde Clarence White. Hans soloer tog publikum med storm. Hans bror Leigh Gibson gjorde det også godt på banjo, hvor han flere gange kom længere op på gribebrættet, end man er vant til at høre det. Udover de to brødre var der i bandet mandolinvirtuosen Joe Walsh, der også har udmærket sig på det instrument i andre sammenhænge, han satte også et præg på lyden. Deres violinspiller Clayton Campbell var heller ikke ringe, og bassisten Mike Barber satte en solid rytmisk bund.
Udover deres instrumentale kunnen var det også en nydelse at høre deres gode sangstemmer med flerstemmig sang, der var i denne genres gode gamle stil.
Bedre aften med bluegrass kunne en fan af genren næppe ønske sig.

lørdag

Bluegrass med dansk hygge

Aftenens konferencier fortalte, hvordan han var blevet forbavset første gang han mødte de tre ældre herrer fra trioen Muleskinner, der fortalte de var et band. Han troede, at han kendte alle bluegrass-bands i Danmark - den samme følelse havde jeg ved forhåndsomtalen af gårsdagens koncert på Karens Minde i Sydhavnen. Det er jo lidt af en niche i dette land, så jeg troede også, at jeg kendte alle. Så dukkede der sandelig lige et band om fra Nordjylland, ovenikøbet nordenfjords.
Og hvilket band. De tre herrer gav en smuk blanding af traditionelle bluegrassnumre, countrysange og folk-numre, serveret med en spilleglæde og humør, der næsten kunne dem få til at ligne nogen, der var for hillbillymusikken hvad De Gyldne Løver har været for den irske musik. Deres kontrabassist leverede en solid rytme, ind imellem noget i denne genre så sjældent som en solo, og de to andre bandmedlemmer spillede begge guitar, den ene yderligere femstrengede banjo, den anden yderligere violin, mundharpe og tandharpe, der blev benævnt med den gammeldags betegnelse jødeharpe, hvad der gav anledning til nogle vitser. Det må næves, at de alle tre havde gode sangstemmer, der klingede godt sammen. De havde også besøg af en hjemmeføding, Katrine, der sang et par smukke duetter med dem.
Guitarspillet hos den ene af dem var særdeles velklingende og en blanding af fingerpicking countryguitar med tydelig gæld til Chet Atkins og lidt flatpicking i bluegrassstil, udført med Mark Knopflers særprægede teknik. Han tog også kegler hos publikum med flere af sine soloer og med sin fremførelse af klassiske banjonumre fra legenden Earl Scruggs, der gik bort i forrige uge.
En så glad aften med bluegrass og akustisk country går man gerne efter igen, så det bliver forhåbentlig ikke sidste gang de tager turen til København.

Bluegrass der swingede

På plakaten for fredag aftens bluegrasskoncert, som hang i forhallen til Karens Minde, stod der "Bluegrass der swinger," og det passede. Det norske band Julie & the New Favorites var en swingende oplevelse. Sangerinden Julie havde siden sidste besøg fået udviklet stemmen, så hun slap endnu bedre fra de stille ballader, og hendes stemme sad godt til bluegrassnumrene. Hendes tre mandlige ledsagere på guitar, kontrabas og den tredje, der skiftede mellem dobro, mandolin og banjo udviste stor virtuositet i deres spil, især guitaristens meget jazzprægede spil, hvor han kom godt op ad gribebrættet - hvad der heldigvis er blevet udbredt i bluegrass guitar med tiden, modsat de første år, hvor der var tendens til at holde sig i første position. Det var et meget sammensat repertoire af traditionelle numre og mere eksperimenterende, især i de instrumentale musiknumre, hvor Julie hvilede sin stemme, gled stilen meget over i hvad man nu kalder new acoustic med meget indflydelse fra mere eller mindre moderne jazz.
Uanset hvad de spillede, så swingede de med god rytmesans og en kontrabassist, der kunne sine klassiske basløb og alligevel var nyskabende.
Alle fire gjorde et godt job på scenen. Synd og skam, at de ikke havde nået at få deres cd gjort færdig, så man havde mulighed for at købe den med hjem. Det bliver så næste gang de kommer - for jeg håber sandelig, der bliver en næste gang.

tirsdag

Guitar og banjo - guitarbanjo?

Et  specielt instrument, banjoen, USA's eneste bidrag til instrumenternes store familie, ja, for de fleste andre instrumenter, der bruges i det store lands musik er importeret fra "den gamle verden." At så nogle af dem, f. eks. guitaren er blevet videreudviklet derovre, er noget andet (se De tre typer akustisk guitar).

Banjoens karakteristika

Hvad der gør banjoen speciel er, at den ikke har en krop af træ, men af metal, og i stedet for et dæksel med lydhul har den et trommeskind, hvor strengene går hen over en bro som på strygeinstrumenter og jazzguitar. Det er årsag til dens meget særprægede lyd, som en hel del mennesker ikke kan lide.
Indrømmet, den er et højrøstet instrument, og i lighed med andre højrøstede instrumenter som harmonika, sækkepibe, trombone osv. lyder det ekstra forfærdeligt, når der ikke spilles ordentligt på den. Den er derfor også i lighed med andre høje instrumenter skydeskive for vittigheder, som f. eks. hvad kalder man to banjoer på havets bund? En god begyndelse.
Men i lighed med de andre højrøstede instrumenter kan der spilles pænt på den, så husk lige at være fair i vurderingen.

Banjoens oprindelse og historie

Selvom den er eneste amerikanske bidrag til instrumentfamilien, så har den rødder i Afrika. Fra de områder i Afrika, hvor man hentede mange slaver, har man et instrument med to strenge, hvor kroppen er en halv kokosnød med et dyreskind trukket over hullet. Den kaldes en banjar, og det er let at se, hvordan det i Amerika er blevet til banjo ved kombination med europæiske strengeinstrumenter.
I det 19. århundrede forbandt man den især med de såkaldte minstrelshows, og alt tyder på, at den ved århundredeskiftet populære ragtimemusik har været spillet på banjo før klaver. Efterhånden afsværgede de farvede musikere brugen af den, da de forbandt den med stereotype klovneopfattelser af deres race. De hvide tog derimod dette instrument til sig, og i Appalacherne blev det en fast bestanddel af dansemusikken, hvad man i dag kalder old time, og takket være den virtuose banjospiller Earl Scruggs kom den til at blive en fast bestanddel af bluegrassmusikken, hvor der bruges en raffineret tre-finger teknik.
Mange forbinder den også med traditionel jazz, ikke uden grund, men det er en anden type banjo.

Banjotyper

"Afledte" banjoer

Guitarbanjo
Adskillige af de banjoer, der findes på markedet, er stemt som andre strengeinstrumenter, men har så en banjokrop. Der findes mandolinbanjoer, de stemmer som mandolinen, men har banjoens trommelignende krop. Der findes også ukulelebanjoer (se mit indlæg om ukulelen) og ja, der findes guitarbanjoer. De er stemt som guitaren, så en guitarist kan uden videre spille på den med det samme og derved få en genvej til banjoens lyd. Det er også med det formål at den type banjoer er lavet, de giver de musikere, der har spillet et andet strengeinstrument, en mulighed for at skyde genvej til banjolyden, hvis de har lyst til at bruge denne lyd.
Hvad jeg mener om dem må siges at være en smagssag, men jeg bryder mig slet ikke om den banjotypes lyd. Den er hverken fugl eller fisk, oversat, hverken ægte banjolyd eller ægte guitarlyd (for nu at holde os til guitarbanjoen). Nuvel, countryguitaristen Sam McGee lavede nogle indspilninger med guitarbanjo, og hans musik kan jeg godt lide. Det hindrer bare ikke, at jeg ikke lige synes en guitarbanjo er det helt store, selv om jeg godt kan se, at den er en genvej for guitarister til banjolyden. Den forekommer mig ikke ægte. Indrømmet, det har noget med smag at gøre.

Tenorbanjo

Tenorbanjo
I den traditionelle jazz bruger man en såkaldt tenorbanjo, den har fire strenge, der stemmer som en mandolin, bare fire toner dybere. Den er oftest akkordinstrument, kun en gang imellem kommer den frem og spiller en solo. Den har så også indgået i jug band musikken, en speciel udgave af blues og jazz blandt de fattigste med guitarer, mundharpe, vaskebræt og en bas lavet af en snor trukket på en vaskebalje. Senere indgik den i den populære skifflemusik, som Lonnie Donnegan stod for i Storbritanien. Et par unge mænd i Liverpool begyndte i begejstring for Donnegans musik at spille guitar. De hed John Lennon og Paul McCartney, resten er historie. Fra jazzen blev den efterhånden fortrængt af guitaren.
Mandolinspillere vil uden videre kunne spille denne type banjo, de skal bare kunne transponere det de spiller fire toner ned, når de fortæller hvad de spiller. Guitarister, der er vant til at bruge plekter, vil have højrehåndsteknikken parat, de skal så lære en ny beliggenhed af tonerne og nye akkorder.

Femstrenget banjo

Femstrenget banjo




Den type banjo, som indgår i old time og senere i bluegrass, er en femstrenget banjo. Den har fire gængse strenge og ligger i et toneleje som en guitar, dog ikke samme stemning,  Den femte streng er sat fast midt på halsen og er hvad man kalder en drone, dvs., en tone der ligger der hele tiden og klinger med. Princippet kendes også fra sækkepiber, hvor der er et eller flere rør på sækken, der hele tiden holder den samme tone under hele melodien.
Denne banjo kan man ikke uden videre hoppe til fra andre strengeinstrumenter. Naturligvis har man fordelen, at fingrene er vant til at trykke strenge ned, så man ikke skal igennem fasen med de ømme fingerspidser. Guitarister, der bruger fingrene i højre hånd, vil være vant til at knipse, men det er helt andre rytmer og teknikker, som bruges på banjoen. Naturligvis vil det gøre en forskel, at hånden er vant til bevægelsen i forvejen, men det er stadig noget helt nyt.I bluegrassmusikken og i folkesangeren Pete Seegers folk-banjostil blev der fundet en standard stemning. Hvor Pete Seegers stil er mest præget af old time, så er bluegrasstilen en teknik med tre fingre, der laver en strøm af toner.
Men har du lyst, så gør det da.

søndag

Bluegrass i top

Det var en sand fornøjelse at genopleve det tjekkiske bluegrass-band G-Runs and Roses fredag aften på Karens Minde Kulturhus. De leverede to sæt med et repertoire spændende fra traditionelle bluegrassnumre over countryklassikere til singer-songwriterstof af Jim Groce, Tom Paxton og Gordon Lightfoot, alt sammen leveret medrivende i højt gear. Det er sjældent at høre et band, hvor alle medlemmer er i den grad virtuose på hvert deres instrument, det er mest almindeligt, at en eller to er rigtigt gode. For guitarister skal det nævnes, at deres guitarspiller leverede velklingende soloer, hvor han formåede at gå ud over første position og op ad gribebrættet, det var ikke bare standard over akkorderne i første position.
Tilmed kan de fem tjekkiske herrer også synge, de udmærkede sig ved mange gode flerstemmige arrangementer. Når man oplever et sådant band ved et "smalt" arrangement, så kunne man godt ønske, at der kom flere. Men hvad, det faste stampublikum er jo et dejligt publikum at spille for, hvad der også blev bemærket.
Så det var endnu en vellykket aften med bluegrass.

mandag

Bluegrass med anderledes tone

Bluegrass bandet fra Göteborg South Drive var så forbi Karens Minde i Sydhavnen i fredags, og de gav så en herlig prøve på deres egen fortolkning af genren. Langt på vej ledte de tanken hen på newgrass - den nyskabende bluegrass - som den var i tresserne og halvfjerdserne, hvor man indoptog meget fra andre genrer, især fra rocken. Tendensen er jo nok med mange bands udenfor USA, at de ofte er mere traditionsbundne end dem fra genrens hjemland, men South Drive var absolut ikke bundet af normer. Alligevel var deres musik stadig genkendelig som bluegrass.
Især var de meget stærke på det vokale område. Men også deres spil stod stærkt, især banjospillet. Guitaren var mest henvist til backup i en rytme, der var meget præget af rockguitar, men i et enkelt nummer stod den lige frem med en køn lille solo. Jeg hæftede mig også ved, at kontrabassisten ikke bare spillede den sædvanlige vekselbas, men gav nogle basløb med et raffinement, der nærmede sig basspil i jazzen.
Fin aften med lidt anderledes, men stadig genkendelig bluegrass musik.

tirsdag

Grundlæggende brug af plektret

Der har tidligere været et indlæg om plektret. Det henvendte sig primært til den, der tænker over, hvilket tilbehør der skal købes til guitaren.
Har du  bestemt dig og købt et og skal nu finde ud af at bruge det? Så er det her  indlægget for dig.

Kort præsentation af plektret

Plektret er en lille trekantet dims af plastic, nylon eller - for de velbeslåede - skildpaddeskjold. På visse strengeinstrumenter bruges det konsekvent, som mandolin, balalajka og  andre. På guitaren har man fra dens klassiske tid anvendt fingrene, men så er der i nyere tid opstået traditioner for at bruge plektret. Du har måske intentioner om at komme til at spille en eller flere af de genrer, hvor man bruger plektret til guitar - det kan være jazz, bluegrass, rock eller visse udgaver af country. Så er det klogt at vænne dig til at bruge det så tidligt som muligt. Dem, der vil bruge guitaren til folke- og visesang, kan have plektret som en af mulighederne for at afveksle deres ledsagelse til sangen.

Blødt eller hårdt plekter

Hvis du bruger en klassisk nylonstrenget guitar, så skal du bruge et blødt plekter. Begyndere anbefales i det hele taget at bruge et blødt plekter. Eer man mere trænet, så skal man overveje, hvad man mest bruger. Et plekter af en vis hårdhed er nærmest nødvendigt, når man spiller sammen med høje instrumenter. Jeg selv har to plektre, et hårdt til sammenspilssituationer og et blødere, når jeg bruger det til min egen solosang - det er jo ikke meningen, at tilhørerne skal have et tordenskrald i hovedet, når man slår an til en sang.

Grundlæggende teknik med plekter

Sådan holdes det
Du holder  plektret godt fast mellem tommelfingeren og pegefingerens andet led som vist på billedet. Dog ikke så fast, at du får krampe, sørg for at håndleddet er afslappet og hånden hænger løst på det. Lad så albuen  hvile på oversiden af guitarens krop og lad stadig hånden hænge løst.
Hold plektret vandret og slå så an på strengene med dets spids lige over lydhullet. Det kan være en enkelttone eller en hel akkord. Vær ikke bange for at slå til, guitaren går ikke i stykker af plekteranslag. Når du så skal have plektret op igen til et nyt slag, så bevæg kun håndleddet, ikke hele armen, ellers bliver du bare for hurtigt træt.
Det var så den grundlæggende teknik med plektret, i kommende indlæg vil jeg nævne, når det kan eller skal bruges.

onsdag

Bluegrass jul

Her er nogle eksempler på julesange spillet som bluegrass.
Ricky Skaggs synger bluegrass-julesangen per excellence, Chritmas Time's a coming



Oak Ridge Boys synger Beautiful star of Betlehem



Det mere eksperimenterende med Bela Fleck & The Flecktones med den gamle engelske julevise Twelve days of Christmas


Min YouTube Kanal

tirsdag

Nostalgisk bluegrass aften

Julen er blevet nostalgiens højtid. Derfor var julemåneden en perfekt placering for den bluegrass-aften, som den danske bluegrassforening havde fået op at stå i Karens Minde i Sydhavnen sidste fredag. Det var et nostalgisk gensyn med to gendannede danske bands og et stadigt eksisterende, hvis medlemmer er gamle rotter i genren.

Græshopperne

Den amerikanske violinist og sanger Mark Kline, som er dansk gift og bosiddende her, har for år siden måttet tage afsked med violinspillet på grund af en fremskreden sklerose. Da sangstemmen stadig fungerer havde man gendannet to af de bands, som han har spillet med i. Det startede med Græshopperne, som nok er et af de danske bluegrass-bands, der har eksisteret længst, men som gik fra hinanden for et par år siden. Det var vemodigt at se Mark blive hjulpet op på scenen af sine to børn og derefter sidde ned og synge, men det varmede hjertet endnu engang at høre Græshopperne synge deres glansnumre, heriblandt nogle af Marks egne sange. Den gamle populærsang Travelin' Light - som Daimi havde en af sine første hits med i 1960 - sad, ligeledes countrynumrene, der blev godt foredraget af Steen Jørgensen i duet med Mark. Om end det ind imellem kunne høres, at de var lidt ude af træning med deres instrumenter efter års pause, så var det et sæt, der vakte glade minder.

Breakaway

Andet sæt var Breakaway, det første band Mark spillede med på dansk jord. Her blev man i ånden ført tilbage til slutningen af halvfjerdserne, hvor den danske bluegrassforening var nydannet. Marks bedre halvdel Berit Lange havde med sit daværende band Blackberry været på turné i bluegrassens hjemland, hvor hun  havde mødt Mark, der bagefter tog turen herover og blev hængende.
Breakaways repertoire er udpræget swingnumre, flere af dem lånt fra westernswingens konge Bob Wills, og hvor deres styrke dengang var duetterne mellem Mark og Berit og deres twin fiddle-spil - tostemmigt violinspil - så måtte Berit af gode grunde spille violin alene, men hun var bestemt ikke ude af træning. Duetterne mellem de to var en sand fornøjelse at genhøre.

Afrunding

Aftenen blev rundet af med Special Blend, dannet af guitaristen Flemming Brúsch. Dette band består af så godt som alle de øvrige Breakway-medlemmer, og deres sædvane tro leverede de et godt sæt med medrivende bluegrass og country. Flemmings guitarspil er bestemt i særklasse i dansk bluegrass.
Mark Kline sætte sit præg på dansk bluegrass ved at være med i de bands, som han var med i - udover de medvirkende var der også Whiplash. Både hans sang, violinspil og gode evne til at sætte på plads, hvordan det skulle lyde klart og godt, gjorde disse bands til nogle af de bedste vi har haft i genren herhjemme.
Omend det var iblandet vemod, var det en aften med smukke genhør.

mandag

Vellykket skandinavisk bluegrass-aften

Så blev der på Karens Minde i Sydhavnen holdt det årlige, større bluegrassarrangement kaldet Bluegrass Night. Det var en ren skandinavisk aften med et band fra hvert skandinavisk land.
Det danske, Ungrassified, havde deres debut, og den var særdeles lovende. Ofte må man tage det med i betragtining, at et band er nyt, når man vurderer dem, men disse tre danskere og den ene amerikaner på bas slap godt fra det og spillede så sammenhængende, at det dårligt nok kunne høres det var en debutkoncert. De gav et strålende sæt, og da dette er en guitarblog skal det specielt fremhæves, at deres guitarist lavede nogle særdeles smukke soloer.
Fra Sverige fik man noget old-time musik med Rockridge Brothers, som mere er bluegrassmusikkens rødder. De leverede et godt swingende sæt med gamle sange fra tyverne og lidt nyere som Ernest Tubbs barske sang om alkoholmisbrug Drivin' Nails in my Coffin. De havde en dansker bosiddende i Sverige med sig, der spillede en god velklingende clawhammer banjo.
Det sluttede med det norske bidrag Red Heart String Band, som flere af os var spændte på, da de er blevet rost til skyerne. De skuffede ikke, de fortjener den megen ros. De var især stærke på det vokale felt og kunne bedre end mange andre i genren komme ud over scenen og få kontakt med publikum. En speciel nyskabelse var en rheinlænderpolka udsat for bluegrass, det lød endda helt fint. Måske skulle flere skandinaviske bands overveje at udsætte gamle spillemandsmelodier for bluegrass.
Alt i alt en vellykket aften.