CD-lektioner fra Stefan Grossmans workshop

Det er godt trekvart år siden, at de anerkendte amerikanske fremstillere af undervisningsmateriale til guitar og andre instrumenter Mel Bay og Homespun Tapes lavede deres videolektioner på et nyt fikst downloadsystem, hvor man kunne hente deres gode lektioner direkte til computeren og se dem der - ikke noget med lange ventetider, toldafgifter oveni og andre irritationsmomenter, som var i de onde gamle fodpostdage. Se min omtale af det. Kort tid efter hoppede Stefan Grossman på vognen med så godt som det samme system på hans workshop Vestapol. Også omtalt her.
Nu kan man så også downloade audiolektioner efter samme princip fra Vestapol. For de af os, der er skuffede over, at der så alligevel ikke blev mulighed for at sidde i en masterclass med Grossman i egen person ved festivalen i Kibæk, så er der her mulighed for at få nogle gode lektioner af ham via video eller mp3, det sidste er så det nye. Jeg vil anbefale nogle godbidder.
Der er undervisning i tre dele (oprindeligt 3 cd'er) i klassisk ragtime guitar. Her er muligt at lære de iørefaldende kompositioner af Scott Joplin, Joseph Lamb og andre ragtimekomponister for guitar. Det er nok mest for viderekomne, men hører du til dem, så er der godt at hente i dette sæt.
Holder du af gospel, så er der en indføring i den legendariske guitarist og sanger Reverend Gary Davis og hans Holy Blues (som han selv kaldte sin gospelstil)
Der er også en indføring i åbne stemninger, og der er indføring i keltisk guitar.
Foreløbig er det kun lektioner med Grossman selv, men forhåbentlig får vi også nogle af de andre gode at se efterhånden.
I øvrigt kan en stor del af udgivelserne fra Grossmans gamle selskab Kicking Mule downloades fra http://www.emusic.com/.

Hvorfor øvelser på guitaren?

Ordet øvelse lyder dødtrist. Det har sin grund i, at mange forbinder det ord med kedelige skoletimer og deres monotone skriveøvelser eller andre øvelser - eller måske har man været klassens klummergøj i gymnastik og farer i flint ved ordet øvelse.

Noget må rutineres til alt.

Jeg er fuld af forståelse for disse reaktioner. Samtidig må vi også erkende, at der er visse ting, der kræver noget opøvelse. Adskillige af de ting, som vi kan lide at lave indebærer også, at vi gør nogen ting, som vi har opøvet på et tidspunkt, men nu er de rutine og hvis de ikke var det, så var det heller ikke nogen fornøjelse.
Lad mig nævne nogle eksempler.
Er du en af dem, der kan lide at cykle en tur i naturen? Jeg er sikker på, at du ikke ville nyde så meget, hvis du ikke var vant til at styre cyklen og måske væltede hvert andet minut. Denne fornøjelse indebærer, at du på et tidspunkt - som barn, formodentlig - har fået opøvet at holde balancen på cyklen og styre rigtigt.
Kan du lide at læse en god bog? Det ville ikke være nogen glæde, hvis du skulle slå hvert andet ord op - et enkelt ord eller to ind imellem gør ikke noget, men ikke hvert eneste. Du har på et tidspunkt fået øvelse i at læse - og vil man læse på et fremmed sprog, så kræver det også nogle øvelser, for at det kan blive en glæde.
Mon ikke vi hermed kan se, at mange af de ting vi gør for fornøjelsens skyld indebærer noget, som vi har rutine i og har opøvet på et tidspunkt?
Sådan er det også med at spille instrumenter. Der tales tit om spilleglæde, og med god ret, for det er den, der driver værket, men som med alt andet, der glæder os, så glæder det os, når der er noget vi gør på rygraden.

Begyndere og øvelser.

Derfor må begyndere også være forberedte på, at spilleglæden ikke lige letter omgående, når man starter. Heldigvis kan jeg så sige, at det går hurtigere på guitaren end mange andre instrumenter. I starten kan det være hårdt at sætte fingrene på gribebrættet. Der må øves akkordskift og der skal nogle ting ind på lystavlen - heldigvis kan der allerede spilles nogle sange med to akkorder, som gør det sjovt at spille tidligt i forløbet, når disse to akkorder og skiftet mellem dem er opøvet. Et godt øveråd - for at øveriet ikke skal blive et slæb - er at veksle mellem det man kan og det, der er nyt og svært. Her skal så startes med det man kan og gerne også sluttes med det.

Fortsættere og øvelser.

Men også fortsættere og meget viderekomne spiller øvelser. Det er ikke lige de akkordskifteøvelser, som begyndere sidder med, for dem kan de efterhånden på rygraden. De fleste har en daglige øverutine, som de spiller dagligt. I virkeligheden er formålet det samme: det skal være sjovt at spille. Øvelser opøver typiske bevægelser og spilletekniske finesser, som forekommer ofte på guitaren. Kommer de ind og sidde på rygraden, så lærer man de deciderede musikstykker bedre og hurtigere - derved bliver de også en glæde at spille.
Inden for klassisk musik kalder man en øvelse for en etude, og så godt som alle de spanske klassiske komponister, der har komponeret for klassisk guitar, har komponeret etuder i varierende omfang. Flere af dem er bestemt også brugbare for dem, der spiller andre genrer. F. eks. er Giulinis 120 små etuder for højre hånd særdeles gode om man spiller en eller anden genre, hvor fingrene benyttes til at slå an frem for plektret. Fernando Sor har komponeret etuder, der gør hånden på gribebrættet mere sikker. Til det formål kan øvning af skalaer også være en god ting. Jeg ved godt, at det kan få mange til at fare forskrækket sammen, men prøv at læse mit indlæg om det, inden du løber skrigende væk.
Der findes også øvelser i instruktionsbøger og på guitarwebsider, som kan bruges. Det er lidt forskelligt, om man spiller med plekter eller fingrene, evt. begge, men heldigvis er der muligheder nok under alle omstændigheder.
Begynder man så at spille nogen af disse øvelser og øve dem dagligt, så skal man ikke regne med, at forbedringen kan mærkes med det samme. Den kommer, når man har spillet øvelserne - etuderne om man vil - dagligt i nogle uger. Så vil du mærke, at nogle ting går meget lettere i de gængse stykker du spiller.
Se indlægget Den daglige øvelse - for fortsættere

Så foragt ikke øvelser som kedeligt stof, det gør spilleriet sjovere på sigt.

Sammenspilsmuligheder for klassisk guitar

Ingen tvivl: der er mangfoldige muligheder for sammenspil med guitaren. I de rytmiske genrer har den sin faste plads som akkordinstrument og i varierende grad soloinstrument. Den er også blevet meget populær i mange slags folkemusik til at lægge en rytmisk bund ofte sammen med kontrabassen.

Den klassiske guitarists dilemma.

Når vi begynder at snakke klassisk guitar, så begynder det at halte lidt, især for den klassiske guitarist, der udelukkende spiller klassisk guitar. Nu er der en del klassiske guitarister, der sideløbende spiller andet og også kan slå akkorderne, men vi har dem, der i mange år har spillet klassisk guitar, men de er ikke i stand til at spille til fødselsdagssangen eller julesangene ved familiens juleaften. Klassisk guitar er slavisk efter noder og en helt anden teknik end i flere af de andre genrer. Jeg kender det selv fra klaveret, for da jeg var barn gik jeg til klaver og kunne endda spille rimeligt svære ting, men jeg anede ikke hvordan man formede en akkord på klaveret, før jeg var på vej ind i voksenalderen.
Men er der så nogle sammenspilsmuligheder indenfor den klassiske musik? I forhold til andre klassiske instrumenter er de begrænsede. Guitaren fik aldrig en plads i symfoniorkestret, nok især fordi, at i den periode det blev formet blev guitaren regnet for et primitivt spansk folkeinstrument, og guitarens forløber lutten, der havde spillet en stor rolle i det 16. og 17. århundrede, var efterhånden gledet ud til fordel for først cembaloet, siden klaveret. Nu er den klassiske nylonstrengede guitar også lidt for lydsvag til at spille et orkester op, især når messingblæserne er i højeste gear, men det havde man måske fundet en løsning på, om det skulle have været. Der var heller ikke nogen, der drømte om at skrive kammermusik for instrumentet, undtagen Franz Schubert, der anså den for at være et ædelt instrument, men han komponerede ikke for den, da han ikke syntes, at han kendte den godt nok til det. Så er vi nogen, der ville ønske, at den gode Schubert havde kendt guitaren bedre, så havde den helt sikkert fået en stor plads i musikken efter ham.

Den tidlige musik for lut.

Men om mulighederne er begrænsede i forhold til andre instrumenter, så er de dog ikke på nulpunktet, så fat bare mod, klassiske guitarist!
Hvis du har lyst til at dyrke musik fra renæssancen og barokken - som betegnes som tidlig musik i klassiske musikkredse - så kan det sagtens lade sig gøre at spille adskillig lutmusik på guitaren, herunder også kammermusik. I renæssancen havde man ikke noget fast instrumentvalg, når man skrev en flerstemmig sats for instrumenter, så blev de spillet efter de forhåndenværende søms princip - og du kan sagtens spille en stemme på din guitar, hvis bare den holder sig inden for guitarens toneområde. Adskillige sange fra den tid er skrevet med lut-akkompagnement, og hvis du sætter en capo i 3. bånd og stemmer g-strengen ned til f#, så har du luttens stemning. På den tid brugte man endda tablatur til at skrive lutstemmer med. Det er gengivet med særlige tegn i stedet for tal som det moderne tablatur, men det er en god ting at lære, hvis du vil dyrke den stil, og med g-strengen stemt ned som før angivet kan du spille det nøjagtig som tablaturet angiver.
På videoklippet her kan du høre et stykke af den store engelske komponist på den tid, John Dowland, der er en lutstemme med.

I løbet af barokken valgte komponisterne mere og mere hvilke instrumenter, der skulle bruges. De komponerede også for lut, dels soloværker, men også noget i sammenspil med andre instrumenter. Når vi ofte hører om Bachs guitarkoncert, Vivaldis ditto (som blev brugt som kendingsmelodi til Dus med Dyrene på DR), så er de i virkeligheden skrevet for lut. Hvis man ikke er puritaner og absolut mener, at kun de "rigtige" instrumenter skal bruges, så er der nok af kompositioner fra denne periode for lut, som kan spilles på guitar, og andre instrumenter. Der kan så vælges, om man vil stemme g-strengen ned til f# eller om man vil modificere det til guitarstemningen.

Nyere tid

Efter at Bach satte punktum for barokmusikken og hans sønner komponerede i de nye stilarter begynder det at knibe. Det kniber i det hele taget med klassisk guitar herfra, også solo. Da der kommer den store bølge af spanske komponister, der komponerer for guitar i det 19. århundrede, så hjælper det. De fleste af disse komponister har også komponeret værker for to guitarer, så der er en del duetter. Guitarduetter er i det hele taget meget populært blandt klassiske guitarister, og op mod vor tid er det blevet almindeligt at omarrangere værker komponeret for andre instrumenter - ofte klaver og harpe - for to guitarer. Her er en rig sammenspilsmulighed.
Guitar sammen med andre instrumenter kan også findes i denne periode, for det meste komponeret af de omtalte spanske komponister, men de er ikke mange, der skal ledes efter dem. Der er heller ikke komponeret så mange guitarkoncerter - koncerter betyder her et stykke for at soloinstrument i mod- og sammenspil med et symfoniorkester. Det er mest de førnævnte barokstykker, der egentlig er skrevet for lut. Den lysende undtagelse er dog den moderne spanske komponist Joaqin Rodrigro, der har komponeret Concerto De Aranjuez for guitar og orkester, af vittige hunde kaldet Concerto de Orange Juice. Især andensatsen er kendt af mange, og den er som helhed meget smuk, men ikke ligefrem for begyndere.

Det her var lidt skitseagtigt, men jeg håber, at klassiske guitarister, der savner sammenspil med andre, er blevet opmuntret til at gå på opdagelse.