lørdag

At spille guitar stående

Vil du stå op og spille guitar? Der er i hvert fald i visse genrer, hvor det er en uskreven regel, at man gør det - rock, bluegrass og enkelte andre. Sådanne uskrevne regler skal du naturligvis ikke være bundet af, der findes eksempler på dem, der har brudt dem.
Du kan så have en god grund til at ville stå op. Hvis du er en af dem, der først og fremmest er sanger, der bruger guitaren til at ledsage dine sange, så har du nok observeret det, som de fleste sangere opdager: at man synger bedst stående. Det giver bedre vejrtrækning og bedre tone, bedre kropsholdning. Det er bestemt en god grund, men så bliver skulderremmen rykket op fra at være et "måske-tilbehør" til at være et nødvendigt tilbehør. Som jeg tidligere har skrevet i mit indlæg om siddestillingen, så må vi ikke bruge armene til at holde guitaren på plads med, de skal være frie til at spille.
Hvordan den skal se ud er en smagssag og derved din egen sag, men en ting er sikkert: køb en, der kan indstilles. De koster lidt ekstra, men du gør klogt i at ofre de hundrede kroner mere på det. Jeg håber  at din guitar har de bolte, som remmen sættes på, ellers kan de sættes på af en instrumentbygger, det koster lidt. Står du overfor at købe en guitar, så køb en med sådanne bolte.
Når du skal indstille remmen efter din højde, så indstil den så du holder armene i præcis samme stilling som du har, når du har en god spillestilling siddende. For de fleste er det med venstre arms albue vinkelret bøjet og guitarhalsen skråt opad og med højre arms albue hvilende på kroppen - men arbejd med det og find en naturlig stilling, hvor du ikke spænder. Husk, som i siddende stilling, at stå ret op, men ikke stift.
Ja, alt i alt de samme regler for at være afslappet gælder også stående - så læs gerne her mit indlæg Om at finde en afslappet stilling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: