Hvilket tilbehør skal jeg skaffe til en akustisk guitar?

En fremragende indføring i begyndelsesgrundene til guitar, også praktiske oplysninger som skift af strenge, vedligeholdelse o.l., findes i Akustisk Guitar for Begyndere af David Harrison.

Det strengt nødvendige.

Jeg har skrevet det tidligere, men vil skrive det igen: det strengt nødvendige er:

• et sæt ekstra strenge, helst mere end et. Min bedste anbefaling er D'Addario
• Guitarhylster til transport.
• Udstyr til at stemme.

Jeg har tidligere lavet indlæg om guitarstrenge og det at skifte dem både på klassisk guitar og westernguitar. Hav altid ekstrastrenge, det er så ærgerligt når en knækker og man gerne ville spille.
Der har også tidligere været et indlæg om at passe på guitaren. Sørg for at have hylsteret til transport, ellers lever den ikke længe. Nu kan det selvfølgelig være, at du er klar over, at du aldrig kommer til at spille andre steder end hjemme - ok, så er hylsteret naturligvis ikke strengt nødvendigt som sådan. Men jeg tror bare det er de færreste. Om ikke andet så hvis du vil gå til undervisning.
Så har der også været et indlæg om at stemme guitaren, hvor udstyret til at stemme præsenteres. Uanset hvilken metode du bruger, så hav også udstyret til dette i orden.

Det nyttige tilbehør.

Guitarstativ eller guitarholder

Guitarholder til væggen

Guitarstativ

I et indlæg jeg skrev om den daglige øvelse opfordrede jeg til at guitaren stod synligt fremme, så man bliver mindet om den og tærsklen er mindre til at få øvet. For at det kan ske risikofrit vil jeg opfordre til, at man skaffer en guitarholder til at hænge på væggen eller et guitarstativ, der kan stå på gulvet et godt sted, som så holder guitaren og gør, at den ikke ryger på gulvet. De kan købes i langt de fleste musikhandler.

Håndsving til stemmeskruerne.

Nu er der opfundet et håndsving, som man, idet man skifter strenge, kan sætte på stemmeskruerne og dreje dem hurtigt rundt, både når de gamle tages af, og når de nye sættes på. De koster ikke en herregård, så køb det endelig. Det at dreje strengene af og på kan være et værre sejpineri, når det gøres med hænderne alene.

En klud.

Tør dine strenge af med en tør klud, der ikke fnugger, når du har spillet. Så holder de længere. Så hav også den klud med, når du spiller ude. Fingerfedtet kan snart få det til at gå ned ad bakke med dine strenge.

En capo.

En lille klemme, der sættes om din guitarhals bag et bestemt bånd. Den kan være nyttig i starten, hvor du kun kan få akkorder og din egen eller andres sangstemmer ikke kan synge i det leje du kan spille. Men også videre frem kan den blive til nytte.Se nærmere indlægget Capo'en - skal jeg købe den?

Det kommer an på...

Plekter.

Plekteret er en lille dims af plastic eller andre materialer, som bruges til at slå strengene an med. I visse genrer bruger man konsekvent plekter, som bluegrass, jazz og rock. Så hvis du vil dyrke dem, så skal du lære at bruge det. Også folkesangeren kan have plekteret som et godt værktøj. Se nærmere indlægget Plektrum - skal jeg købe det?

Pickup til forstærkning.

Hvis din akustiske guitar ikke er en af dem, som har et stik i siden til forstærkeren, så må du skaffe en såkaldt pickup, som kan sættes på guitarens dæksel. Det kommer an på, om du spiller i band med højrøstede instrumenter eller skal spille for en meget stor forsamling. Se indlægget Når guitaren skal høres.

Skulderrem

Hvis du vil bruge guitaren til at ledsage din egen sang, og du har fundet ud af, at du i lighed med de fleste synger bedst stående, så må du skaffe en skulderrem, så du kan stå med guitaren. De koster heller ikke en herregård, så sørg for at købe en af dem, der kan justeres. Hvis du er helt sikker på, at du kommer i situationer, hvor du må stå op, så burde dette tilbehør have været under det strengt nødvendige. Se indlægget At spille guitar stående

Barrégreb 1

Åh, disse....! De er afskyelige!

Det er den almindelige reaktion på barrégreb, og jeg kan godt forstå det, jeg hadede dem også i starten. Da jeg udpræget var rock-fan i mine teenageår, så huede det mig ikke, at jeg skulle kunne disse forfærdelige greb. Så ingen tvivl: jeg ville være leadguitaristen, ham der spillede soloer og licks.

Grænserne for ens formåen uden barré.

Men i dag er jeg glad for at jeg har gjort indsatsen, det åbner nogle døre. I lejrbålguitar kører de fleste nok på de såkaldte åbne akkorder, dem, der har løse strenge. Det sætter en grænse ved fem durtonearter,

• G-dur 
• D-dur
• C-dur
• A-dur
• E-dur

og tre moltonearter

• A-mol
• D-mol
• E-mol

Så er det endda sange med tre akkorder. Når vi skal til at spille sange med mere end tre, så er det umuligt i A-dur og E-dur uden brug af barré, D-dur er det kun meget begrænset. I G-dur kan du komme meget langt uden barré, og i C-dur kan det gennemføres helt uden. Hvad mol angår, så er det kun A-mol, der kan gå et langt stykke uden barré.

Hvad barrégreb åbner for.

Med barrégreb kan du spille i alle tonearter. De er karakteriserede ved ikke at have nogen løse strenge, derfor kan de bevæges op og ned i samme stilling, så den samme akkord derved kan blive samtlige dur- eller mol-akkorder. Dermed får du mulighed for at spille mere end tre akkorder i de gængse guitartonearter, fordi barrégreb udfylder med de akkorder, som det er plat umuligt at tage på guitaren som åbne akkorder.
Så er det, at man får to udgaver af de åbne akkorder: den åbne udgave og barréudgaven. Hvad skal man så med dem? Som jeg antydede i starten angående mit eget forhold til barré, så spiller rytmeguitaristen i et rockband barré hele tiden, fordi at de muliggør de rytmer, som er så karakteristiske for rock - det er i virkeligheden mere guitaren, der laver dem end trommerne. De laves ved, at man dæmper strengene ved at løsne grebet hurtigt efter anslag, og det kan kun lade sig gøre, når der ikke er åbne strenge. Uden for rockens rammer kan vi godt lære af det, hvis du f. eks. spiller til dansemusik får du med barrégrebene en mere solid og klar rytme uden de løse strenge, der klinger hele tiden og forstyrrer melodien.

Nogle barrétips

Hvis du nu har indset fordelene ved barrégreb, om ikke andet så som et af dine redskaber i kassen. så vil jeg give dig nogle tips:

• Tag dit armbåndsur af, når du skal spille. At spille barré med ur på at som at løbe kondiløb med stramt bælte.
• Sørg for at være afslappet i armene, så du kun bruger de nødvendige muskler.
• Lav nogle strækøvelser med fingrene og håndleddet inden du øver barrégreb. Pres hånden og fingrene tilbage med den anden hånd, stille og roligt uden at presse.
• Lav nogle øvelser med en gummibold, klem den med fingrene.
• Når du mærker, at du begynder at føle smerte i hånden, så stop med barré for i dag. Ellers kan du risikere seneskedebetændelse.

Jeg håber, at du har fået mod på at give disse "onde" greb en chance. Mit forslag er, at du starter med at lære H-mol. Så vil du pludselig kunne en del sange i D-dur, som var ugørlige før - se indlægget om vampen - og få udfyldt et hul i G-dur - se indlæg om Den store vamp. Pegefingeren sætes i 2. bånd.

 

Samlet oversigt over elementære barrégreb

Læs mere i Mere om barrëgreb

Bluesguitar

Hvad gør et indlæg om bluesguitar dog på en side om akustisk guitar? I dag tænker mange på bluesmusik som musik med el-guitar, spillet af et band sammensat som et rockband, men blues var oprindelig akustisk. Den elektriske blues opstod i efterkrigsårene, da de farvede emigrerede i stor stil nordpå til Chicago og samledes i barerne, hvor der ofte var meget støj. Så tog man den elektriske guitar i brug.
Før det blev bluesmusikken spillet på gaderne af fattige musikere, der havde hatten liggende til penge. Da pladeselskaberne søgte om musikere, der kunne spille de farvedes musik, var der mange der greb chancen til denne ekstra indtægt.
Den første markante hed Blind Lemon Jefferson, efter ham kom folk som f. eks.

• Robert Johnson
  , hvis sange er indspillet af bl. a. Rolling Stones, Eric Clapton og andre rockfolk.
• Charley Patton
• Blind Blake
• Mississippi John Hurt
• Blind Willie McTell

og mange flere. De røg i glemmebogen, da den elektriske blues stormede frem, men den akustiske blues fik et revival i starten af tresserne i forbindelse med folkemusikbølgen, hvor nogle af de stadig levende fik lov at komme på scenen igen.
Der kom nye til, der spillede den gamle stil som Mance Lipscomb og Taj Mahal. Det har skrantet noget med denne stil af og til, men de senere årtier er den blevet genoplivet ved navne som f. eks.

• Alvin Youngblood
• Guy Davis
• hollænderen Hans Theesink.

Hvad kræver det?

Når du har lært de første tre akkorder, kan du i princippet sagtens spille et 12-takters bluesskema, som er gennemgående i al blues og de rytmiske genrer, men om det er en god begyndelse, så er det ikke nok. Du må også lære den specielle bluesrytme, shufflerytmen, og lære nogle flere akkorder - E-dur og A-dur er populære tonearter, Men til gengæld kan du så anvende de samme akkorder, som du måske kender fra lejrbålguitar.
Måske farer du forskrækket sammen ved tanken om barreakkorder, disse skrækkelige akkorder, hvor du lægger fingeren over alle strengene og har skideondt i håndleddet bagefter, men gør en god indsats for dem. Gør også gerne en indsats for at lære bluesskalaerne - det er ikke så slemt som det lyder, dem kan du også bruge til den elektriske blues, hvis du vil kaste dig ud i det. Men hvis du vil spille den gamle akustiske blues, så er det vigtigt, at du også kan noget fingerspil, i særdeleshed hvad jeg har kaldt det moderne fingerspil.

Hvad indebærer det?

Den gamle akustiske bluesguitar har mange stilarter. Hovedprincippet i det er, at tommelfingeren holder en fast puls på de dybe strenge, mens de øvrige fingre spiller solo. Det sker i to variationer.

• Tommelfingeren veksler mellem to strenge, kaldet alternate bass, eller vekselbas. Den bruges meget af de ragtime-inspirerede kunstnere.
• Tommelfingeren slår en streng an i en fast puls. Den er især udbredt i Texas-området.

Det kræver noget øvelse, men når det sidder, så er det man lærer at løfte en finger fra akkorderne eller sætte en finger på for at spille solo. På et tidspunkt må du så lære akkorderne opad brættet.
Spil med slide - et rør der glider på strengene i stedet for at trykke dem ned med fingrene - er meget udbredt i genren, især i Mississippi-området. Da der også er meget blues uden slide, er du fri til at lade være, men har du lyst til at befatte dig med det, så gør det, selvom det måske ikke lige er det første, som du skal kaste dig ud i.

Der bruges også alternative stemninger. Det er naturligvis besværligt, når guitaren skal stemmes om, men det kan også åbne for nye muligheder. Det skal nok ikke lige være det første du kaster dig over, men har du lyst at prøve, så gør det.

Fordele og ulemper.

Det er i modsætning til den elektriske blues en genre, som du kan spille alene uden støtte fra andre instrumenter.
Mange af teknikkerne, som fingerspilsformen, bruges også i andre genrer, som f. eks. ragtime guitar og moderne folk guitar, så du får noget ballast til andre ting.
Men så må jeg tilstå, det er nok ikke lige den musik, som man spiller i venners lag.
Teknikken er også radikalt anderledes end klassisk guitar, så planlægger du det, så må du til at omstille dig.
Men kan du lide blues, så skal du da kaste dig ud i det. Man skal spille det, som man kan lide, det lærer man af.

En ekstra bemærkning om gospel: blues og gospel ligger ved siden af hinanden som kirken og kroen, adskillige bluesformer har også deres gospel-modstykke. Det har denne bluesform også, adskillige af de kendte bluesfolk har også indspillet gospelnumre, og så er der dem, der kun spiller gospel, som Blind Willie Johnson og Reverend Gary Davis.

Ingen lytteforslag her, da jeg har nævnt eksempler i artiklen, der alle er værd at lytte til.
En god forudsætning for blues kan være at lære det moderne fingerspil, som jeg har en indføring i her. Se Lektion 1
Desuden har jeg startet en serie indlæg, der viser grundelementer i blues, se del 1 af den.
Se min YouTube-afspilningsliste med bluesvideoer