mandag

Tommy Sands på Metronomen

Så havde Copenhagen Folk Club endnu engang arrangeret koncert på Metronomen i Aksel Møllers Have på Frederiksberg. Denne gang var det med den nordirske sanger og sangskriver Tommy Sands. Han har besøgt Danmark før, tidligere med broren Collum på den irske musikfestival, men også på Metronomen med sin familie som The Sands Family, men denne gang var det som solist, ægte folksinger alene udstyret med sin guitar, omend der også blev et enkelt nummer på tinwhistle.
Han formåede også at holde det fremmødte publikum i ånde alene mand på scenen med sine dybfølte sange, der for mange af dems vedkommende er skrevet på baggrund af de nordirske konflikter mellem royalister og republikanere. Det skiller dem fra mange andre freds- og protestsange, at det er problemer, som Tommy Sands selv har haft inde på livet, da han er vokset op i landlige omgivelser på en lille farm, hvor han levede i fred med naboer, der var tilhængere af Dublin-regeringen, da de så fik kontakt med Belfast og handelsforbindelser der, så hørte disse naboer poludselig til fjenden. Han kunne fremføre dem dybfølt med sin dybe barytonstemme og effektive guitarspil.
Naturligvis fik man alle hans kendte sange, også Your Daughtares and your Sons, selv om den måtte opfordres frem som ekstra-ekstranummer, men der var også flere for mig nye sange, som en sang om at svaret ikke blæser i vinden, men det stirrer os lige i øjet, en modsvar til Dylan-klassikeren Blowing in the Wind. Publikum var også godt med hele vejen. Naturligvis blev der også sendt en hyldest til nyligt afdøde Pete Seeger, som han havde god venskabelig forbindelse med og hvis kamp for fred og retfærdighed også må siges at være beslægtet med Tommy Sands.
På et tidspunkt inviterede han nogle lokale venner på scenen, hvor vi fik noget bodhran- spil og Svend Erik Larsen skulle synge et par vers af sin fordanskning af Thee'll be Roses. Han var så lige uheldige, at et par linier smuttede på grund af den sorte klap, men de klarede skærene ved at hoppe lige til omkvædet.
Det var et vellykket gensyn med en god gammel koncertgæst og en god start for dem, der oplevede ham første gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: