lørdag

God sæsonafslutning med Rocks & Ivy

Rocks & Ivy på Karens Minde
Så blev der holdt den sidste koncert med bluegrass på Karens Minde inden sommerpausen. Det hollandsk-belgiske band Rocks & Icy gjorde det til en god afslutning.
De var her i 2010 til et arrangement, hvor de kun spillede et sæt, fordi der var to andre bands samme aften. Dengang var de så gode, at mange af os gerne ville høre dem en hel aften med to sæt. Det blev der så mulighed for i aftes, og de gav en god aften med velturneret bluegrassmusik. Deres trestemmige sang var så gennemarbejdet, at de lød som én stemme, der sang flerstemmigt.
Dertil kom også, at de så godt som alle var glimrende musikere på hver deres instrument. De havde solide rødder i bluegrassmusikkens veteraner og deres spil, mandolinen havde den rette Bill Monroe-lyd og banjospilleren havde også tydeligt lyttet til Earl Scruggs, som en hyldest til ham i anledning af hans bortgang for godt to måneder siden gav han også et medley over nogle af hans kendteste banjonumre. Violinen swingede som en god gammel fiddler fra Kentucky, bassen sad solidt.
På denne blog skal der jo nævnes den flamske guitarspiller, der gav nogle velturnerede soloer med tydelige rødder i nyligt bortgangne Doc Watsons spil, han formåede endda at komme opad på gribebrættet i sine soloer, ikke noget med at hænge i standarder i åben position. Desværre var det ind imellem svært at høre hans spil, et dilemma man ofte oplever med guitaren i genrer, hvor den spiller sammen med højrøstede instrumenter. Han gjorde dog en tapper god figur og høstede bifald for sine soloer - udover han på et tidspunkt også tog lidt kegler ved at tale flamsk til publikum.
Så er det sommer med festivaler og andet godt - og så kan man forhåbentlig se frem til endnu en god sæson til næste vinter. 

fredag

Fortsæt med nye akkorder - 10. lektion Dim-akkorderne

Begynd med lektion 1
Vi er nu nået til sidste lektion i dette forløb.
Er du kommet helskindet igennem? Jeg håber ikke det var slemt.
Du har nu lært de grundlæggende åbne akkorder og  kan spille til sange med to og tre akkorder i D, G, A, C og E-dur og i A- D og E.mol. Fortsæt med at øve det.
Du har også lært at udvide harmoniseringerne af to- og treakkordsange. Jeg har lavet en pdf-fil, Begyndersange med udvidede harmoniseringer, med nogle af de samme sange som i filerne med to-treakkordsange, men med de udvidede harmoniseringer. Jeg håber, at du siden sidste gang har prøvet at lave dem selv, men her kan du se dem nedskrevet.
OBS! Hvis du på nuværende tidspunkt har svært ved at huske alle akkorderne, så hent min oversigt Grundlæggende Åbne akkorder.

En ny skør akkord

Vi står med endnu en akkord, der lige skal læres, den er hverken dur eller mol, det er en såkaldt dim-akkord, og her ser du en D#dim, det siges dis-dim, se siden om tonesystemet.
Adim7 akkord diagram
Dim7 

Der findes flere måder at notere den på, nogle skriver hele stavelsen dim, andre gange er det med en lille bolle efter tonenavnet, D#o andre gange er det med en - efter tonenavnet, D#- Jeg bruger den sidste, da det er det mest enkle når man skriver på blogs og i tekstbehandling.
Prøv at spille den. Du sidder sikkert og tænker, at det var dog en skrækkelig lyd. Det er det også, når den bare spilles for sig selv, men den har en god klanglig funktion i sammenhæng med andre akkorder. Akkorder generelt, også de i sig selv velklingende, er ikke kun defineret for hvad de er i sig selv, men hvad funktion de har i sammenhængen.
Hør på podcast

De andre dim-akkorder

Du behøver så også kun at lære denne ene fingerstilling til dim-akkorden, for så kan du alle dim-akkorder. Alle fire toner i akkorden kan nemlig være grundtone (jeg vil ikke kaste mig ud i en musikteoretisk redegøåelse her, godtag bare det er sådan, på et tspunkt kommer du  til at forstå hvorfor, se evt. Harmonilæren om du kan forstå noget). Så denne her D#- kan også være en:
  • F#-
  • A-
  • C-
Ryk akkorden et bånd op med samme fingerstilling, så pegefingeren er på 2. bånd. Så har du en dim-akkord, der kan være
  • E-
  • G-
  • Bb-
  • C#-.
Så rykker vi et bånd mere op, pegefinger på 3. bånd, så har vi en
  • F-
  • H-
  • D-
  • G#-
Så når du i fremtiden i en sangbog med akkordangivelser ser en dim-akkord, så tjek tilbage til dette indlæg, hvis du ikke kan huske, hvilken en af de tre posistioner det er - og så har du den akkord.
Hør på podcast

Vi anvender den

Her prøver vi nu at spille Poul Kjøllers klassiker Kajs Sang, den indeholder, når den spilles i D-dur D#-, den ser du her:
Kajs sang med akkordangivelser
Hør på podcast
Måske kan du genkende, at det er den rundgang, som vi lærte i indlæg 4, bare med den ekstra akkord smidt ind. Så du vil godt kunne spille den i C-dur og G-dur, så er det henholdsvis C#dim og G#dim, som du smider ind. Prøv at finde ud af det for øvelsens skyld.
Du kan downloade filen Dim-akkorder og sange på swingrundgang, der er Kajs sang og nogle andre sange med samme rundgang.
podcasten synger jeg Kajs Sang og Tyggegummikongen Bobbel i D-dur, de andre, Ain't Misbehavin' og To Be or Not To Be, synger jeg i C-dur, da de i D-dur er lidt for høje til min stemme, de er så også noteret sådan på filen. Men prøv dem alle i både D, C og G-dur.
Filen har også et forord, hvor det med dim-akkorder forklares lidt grundigere end i dette indlæg. Jeg håber det er en bedre forklaring end der er plads til i et blog-indlæg.
Hvis du i fremtiden i en sangbog støder ind i en dim-akkord, så husk at visse toner, de såkaldte afledte toner, har to navne.
  • G♭- = F#-
  • Ab♭- = G#-
  • A#- = B♭-
  • D♭- = C#-
  • E♭- = D#-
Se siden om tonesystemet
Denne dim-akkord er en såkaldt overgangsakkord, der leder fra en akkord til en anden - den lyder hæslig alene, men klinger fint i sammenhængen. Øv sangene på filen, så du får dim-akkorden ind på lystavlen.
Hvad så nu? Se efterordet.
God spillelyst fremover.
Hør på podcast
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.

torsdag

Den uægte begynder

Mange musikudøvere kender denne situation: det blev ikke til så meget, instrumentet fik lov at samle støv, som vi udtrykker det, når en ting står ubrugt hen.

De korte pauser

En enkelt dag sker der ikke så meget ved, men det må ikke blive den enkelte dag, der bliver til mange. Hvis vi hver dag siger, at en enkelt dag sker der ikke noget ved, så bliver det for let til mange.
Så er der lige den uge eller to, hvor man skal på ferierejse. Den kan man ikke gøre noget ved, men så må der startes med det samme man er hjemme. Det bliver med lidt stivhed i fingrene - ja, længere tid skal der ikke, gå inden det er tilfældet! - men efter nogen dage med daglig øvning går det over igen, og så meget glemmer man næppe på en uge.

Månedlange pauser

Så er der dem, hvor der går måneder. Så begynder det at blive kritisk. Begyndere må regne med, at  bundproppen hives ud af den del af hjernen, hvor det indlærte af lagret, og viderekomne kan så godt huske, hvad de har lært i starten af deres eskapade med guitaren, men hvad de har lært af nyt før den lange pause, det fuser ud. Indlæringen og øvningen før den lange pause må betegnes som skønne spildte kræfter.

Den uægte begynder

Så er der dem, der vil til at tage guitaren op igen efter flere år. Det er hvad der kan ske, pludselig kommer der noget i vejen i ens liv, der satte en stopper for musikanteriet, man fik for lidt tid, for lidt energi. Men nu skal det være. Så har man jo bare glemt det siden dengang, man må hellere begynde fra grunden igen, man kan ikke huske en dyt.
Godt, få så lige guitaren efterset, støv den af og skift strenge på den, for de gamle strenge der har ligget på den i alle de år er med garanti ikke gode mere. Se indlægget Har du en guitar?
Og tag så fat igen!
Det gode er, at du i dette tilfælde er, hvad man kalder en uægte begynder. Jeg kan godt garantere dig for, at når du begynder igen fra grunden af, så lærer du meget hurtigere end de ægte begyndere, dvs., dem der aldrig har haft en guitar i hånden før.
Så fat mod, det kommer hurtigt igen, især hvis du virkelig gjorde noget seriøst og ihærdigt ved det, før guitaren kom på hylden. Hvis du starter på holdundervisning for begyndere  kan det hænde, at du på et tidligt tidspunkt må flyttes til et fortsætterhold. Så på trods af hvad jeg tidligere sagde om for lange øvepauser, så er der håb.
Men lad ikke den ene dag tage den anden.


Mogens Sørensen
Sangbog for guitarbegyndere
kr151,08 Paperback