onsdag

Kan man høre sværhedsgrad?

Nogen forestiller sig, at en iørefaldende melodi er let at spille. Andre forestiller sig, at børnesange altid er lette. Begge dele er forkert.

Børnesange

Hvad den sidste opfattelse angår, så har den klassiske jazz-børnesang af den i Danmark bosatte Nat Russell Elefantens Vuggevise elleve akkorder, hvor flere  er komplicerede. Det er en af de sange, som kan anvendes til  svendeprøve for en, der har gennemgået kursus i akkordspil til sange.
Jeg benægter  i den forbindelse på ingen måde, at flere af de gængse børnesange, som især er kendt fra den uopslidelige De Små Synger, kan spilles på to eller tre akkorder. Det er ikke uden grund, at de ofte går igen i begynderskoler for musikinstrumenter. Der må bare ikke drages den slutning, at det gælder alle børnesange. Her skal også nævnes, at sange som Tyggegummikongen Bobbel og Lille Sky Gik Morgentur indeholder vanskelige akkorder.

Iørefaldende sange

At iørefaldende sange skulle være lette at spille, det må også siges at være en fejlopfattelse.
The Beatles er ikke uden grund kendt for deres iørefaldende melodier, men disse er for det meste absolut ikke begyndervenlige. Selv sange fra deres såkaldte upretentiøse periode i de tidlige tressere er komplicerede. De fleste vil  også kalde melodier fra hvad man nu kalder The All American Songbook for iørefaldende, men lette - nej, det kan jeg love de ikke er, heller ikke at synge. Det er ofte sange fra den boldgade, der bruges til at undervise fortsættere, når de skal lære  de mere "krydrede" akkorder.
I kontrast hertil kan nævnes, at adskillig rock i den såkaldte "tunge ende" af genren ofte er baseret på få akkorder. Den vil mange netop kalde "ikke så iørefaldende i gængs forstand," alligevel er den mindre kompliceret.
Sværhedsgrad kan ikke afgøres på øret alene. Den kan kun afgøres ved at du sætter dig ned og prøver at spille sangen og så måske finder ud af, at den måske overstiger dit nuværende niveau.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: