Guitar og vinter

Husk etui

Så er det sent efterår og vi er på vej ind i vinteren. Har du et etui til guitaren? Hvis det ikke er tilfældet, så bør du skaffe dig et, ikke kun for at beskytte den med stød, men også temperatursvingninger, se indlægget om at passe på guitaren. Når guitaren kommer ud i kulden og du tager den ind i et varmt lokale igen, så trækker træet sig sammen og udvider sig igen. Det kan ikke undgås helt, selv om den er i hylster, men problemet er større uden hylster. Uden hylster kan temperatursvingningen påvirke den så voldsomt, at den revner. Så brug hylster under transport - altid, men i særlig grad i frostvejr.

Stemning ved temperatursvingninger

Det problem, som ikke helt kan undgås, men er større uden etui, er det med stemningen. Ved ovennævnte temperatursvingning glider den uundgåeligt ud af stemning, og det kan tage tid at genoprette. Når du går ind i det opvarmede lokale, så vent med at stemme, så guitaren kan nå at blive varm. Stemmer du med det samme, så kan du roligt regne med, at du bliver nødt til at stemme igen efter en tid.

Pas på varmekilder

Måske har du kunnet regne det ud, når jeg her har skrevet om det farlige ved store temperatursvingninger, men jeg skriver det alligevel: sæt aldrig guitaren op ad en tændt radiator eller anden tændt varmekilde. Du er formodentlig ikke så tosset som Jimi Hendrix, da han sluttede en optræden med at tænde ild til guitaren, men at sætte den op ad en tændt varmekilde kan give samme resultat - ikke bogstaveligt at den brænder, men at den snart bliver ubrugelig. Sørg altid for at den er i et lokale med nogenlunde ensartet temperatur og helst også med lav fugtighed. Kan det sidste ikke lade sig gøre, så må du opbevare den i etuiet.
Håber at du hermed redder din guitar gennem vinteren.

Nogle eksempler på brug af moderne fingerspil

For dem, der prøver kurset her på bloggen om moderne fingerspil har jeg fundet nogle eksempler på anvendelsen af det.

Her er den tyske vise- og protestsanger Hannes Wader. Læg mærke til, at han har næsten alle de elementer, som vi lærte i 8. lektion.


Den hollandske bluessanger og guitarist Hans Theesink synger den gamle sang fra New Orleans, Skt. James Infirmary. Den er i mol. Læg mærke til, hvordan han laver fill-ins med den vridning af strengene, som er karakteristisk for blues.


Ralph McTell har også lavet andre gode sange udover Streets of London, på denne her vil man kunne høre, hvordan han bryder lidt med den den regelmæssige tommelfingerrytme i break'et.


Hør ham udføre Streets of London.

På min nekrolog over Bert Jansch kan du høre både en instrumental og en sang med ham.
Min YouTube Kanal

Moderne fingerspil? Hvad er så "gammeldags" fingerspil?

Jeg har observeret, at fingerspil er et meget populært søgeord i Google og mange finder ind hertil via dette. Formodentlig er det guitarspillere, der gerne vil lære denne teknik på deres guitar og prøver at finde noget, der kan lære dem det (ret mig hvis jeg tager fejl).
Nu har  jeg på denne her blog et on-linekursus, som jeg kalder Moderne Fingerspil, og der er nok en del af jer, der havner midt i et af indlæggende på det forløb, og jeg kunne forestille mig, at I tænker: hvad er så "gammeldags" fingerspil? Det ville være et nærliggende spørgsmål.

To slags fingerspil

Man skelner blandt guitarister imellem de to slags fingerspil. Det som jeg har et kursus i, kaldes i engelsksprogede guitarbøger for Travis picking (efter countryguitaristen Merle Travis), Cotton picking (efter den farvede folkesangerinde Elisabeth Cotton), alternate picking, modern fingerpicking. At jeg kalder det moderne fingerspil er mit eget forsøg på at finde en nogenlunde god dansk betegnelse for det, formet efter den sidstnævnte engelske betegnelse.
Hvad man så skal kalde det andet fingerspil på dansk, det er et godt spørgsmål. Hellere end gammeldags (det er jo ikke forældet) vil jeg kalde det - i mangel af bedre - for klassisk fingerspil, bare det så ikke forveksles med genren klassisk guitar.

Lighederne

Begge former spilles med fingrene, det fremgår også af betegnelsen. Det står i modsætning til at anslå strengene samlet i en bestemt rytme, når man tager akkorderne - det som man med lån fra engelsk kalder at strumme. Her bruges ofte plekter, nogen bruger dog tommelfingeren eller bagsiden af en af de andre fingre. I fingerspil har hver finger sin streng at slå an, og det sker enkeltvis, dog kan anslag af to eller tre strenge ad gangen forekomme.
Men hvad er så forskellen?

Det klassiske fingerspil

Det klassiske fingerspil er guitarens udgave af det, som keyboardspillere kalder en brudt akkord. Akkordens toner spilles en ad gangen i stedet for samlet. Her starter det med, at tommelfingeren anslår en af de mørke strenge, og de tre øvrige fingre spiller de tre lyse strenge en ad gangen (som sagt: to eller tre ad gangen kan forekomme) i varierende mønstre. Ofte holdes det samme mønster en sang igennem, det klinger bare forskelligt ved akkordskift. Dette klassiske fingerspil klæder især stille sange som I Skovens Dybe Stille Ro, Skuld Gammel venskab, Hush Little Baby, Scarborough Fair, Vem kan Segla  og andre sange af den karakter.
En lille lynindføring i det basale klassiske fingerspil kan du finde på indlæggende Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt, og jeg har så en serie indlæg, som jeg kalder Fingerspilsmønstre, hvor det så kan udbygges..

Det moderne fingerspil

Det moderne fingerspil har rødder i den oprindelige akustiske bluesmusik og bruges i dag af moderne folkesangere og af rockguitarister, når de skal lave et akustisk nummer. Her nøjes tommelfingeren ikke med et eller to slag i takten, den slår takten på de dybe strenge, altså, fire slag i takten. Hvis man sammenligner ens højre hånd med et band, så er tommelen i dette fingerspil rytmegruppen.
De andre fingre spiller også her på de lyse strenge, men de laver mønstre, der oftest er synkoperede, dvs., deres knips af strengene falder mellem taktslagene = tommelfingerens anslag. Denne fingerspilsform indeholder mulighed for, at der kan lægges melodi på fingerspillet, hvor de tre øvrige fingre spiller melodien på de lyse strenge, mens tommelfingeren holder pulsen. Denne fingerspilsform kan med en markant rytme i tommelfingeren give et drive til sange, der er gang i, men de kan også med et mere blødt anslag med tommelfingeren give farve til de stille sange - hør selv hvordan briten Ralph McTell bruger det til hans egen Streets of London.
Det er hvad jeg har et kursus i med betegnelsen Moderne Fingerspil - velkommen til at kigge på det. Hvis du er interesseret i at lære det, så lær en lektion ad gangen.

Hvem har gavn af de to former?

Den, der vil bruge guitaren til vise- og folkesang, kan have gavn af at lære begge former, og han vil måske helst nøjes med at bruge det moderne udelukkende til sangledsagelse uden melodispil. Det kan have den fordel, at det giver yderligere afveksling i måden akkorderne slås an på, så monotonien undgås. Den, der vil dyrke blues, ragtime eller moderne folk guitar bør lære det moderne fingerspil, også gerne den rock guitarist der vil lave en ny akustisk klassiker a la Blackbird eller Stairway to Heaven.